Kendte1. august 2024

Husker du "De dyre drenge"?: Sådan går det i dag

Fulgte du med, da "De dyre drenge" indtog DR i efteråret? Så læs med her for at høre mere om, hvordan det går dem i dag
I "De dyre drenge" gav flere mænd den gas med penge på luksus-varer, samtidig med at de arbejdede for succes. Men hvordan går det i dag?
I "De dyre drenge" gav flere mænd den gas med penge på luksus-varer, samtidig med at de arbejdede for succes. Men hvordan går det i dag?
 Foto: DR

I slutningen af 2023 løb den mandlige pendant til DR's "De dyre piger", med det opfindsomme navn "De dyre drenge", over skærmen.

Her kunne seerne følge de fem drenge Niels Skovdal, Mathias Lennart Larsson, Sammy Mckenna, Fanscisco Vega og Alexander Dyre Schmeichel, som hver især både havde dyre vaner, men samtidig stræbte efter flere penge og mere succes.

Flere af drengene var eksempelvis allerede godt igang med at opbygge virksomheder, som lød meget succesfulde i programmet.

Hurtigt var der dog flere kritiske røster, som udtalte i medierne, at "De dyre drenge" slet ikke havde så meget succes, som det lød, ligesom at det heller ikke var dem alle, som havde helt rent mel i posen.

SE og HØR har genbesøgt "De dyre drenge" for at se, hvordan det går dem i dag.

Underskud i forretningen

Niels Skovdal og Mathias Lennart Larsson medvirkede i programmet som en duo, som stod bag tøjvirksomheden TailorMate, som de var ved at få stablet ordentligt på benene.

Og i dag eksisterer tøjvirksomheden altså fortsat, selvom årsrapporten fra 2023 afslører, at det ikke var et prangende år. Her kom virksomheden nemlig ud med 113.000 i underskud, ligesom der er en negativ egenkapital på 92.000.

Niels Leo Skovdal og Mathias Lennart Larsson er partnere i deres tøjvirksomhed TailorMate.
Niels Leo Skovdal og Mathias Lennart Larsson er partnere i deres tøjvirksomhed TailorMate.
 Foto: DR

Af ledelsesberetningen fremgår det også, at resultat er utilfredsstillende, da "kapitalen er tabt og skal retableres." Ledelsen forventer dog, at kapitalen kan retableres "ved øget indtjening de kommende år."

Niels Skovdal fortæller dog til SE og HØR, at det går godt i virksomheden, og at der er tale om et "kalkuleret underskud":

- Vi har investeret nogle ekstra penge i virksomheden i 2023, da vi skulle renovere butikken og samtidig ville vi også gerne investere i både vores lagersystem og vores hjemmeside.

- Så vi havde egentlig kalkuleret med et underskud, som vi så håber, at vi kan se har givet pote på bundlinjen om et par.

Har penge på bunden

Niels Skovdal og Mathias Lennart Larsson har stadigvækmeget travlt.

Ved siden af virksomheden studerer Niels Skovdal nemlig fortsat på fuld tid, mens Larsson stadig arbejder som Oilbunker på fuld tid, hvilket han undervejs i programmet fortalte, var hans "store drøm".

- Udover det er ikke sket så meget nyt. Vi er jo nogle meget stille og rolige fynske drenge, så det går stille og roligt med det hele, fortæller Niels Skovdal desuden til SE og HØR.

Kulturminister rasede: "Det er en ommer"

Da "De dyre drenge" løb af stablen, fik programmet ret hurtigt kritik.

Dette drejede sig dog ikke om drengene, men snarere forskellen på den beskrivelse, som DR havde lavet af "De dyre drenge" og "De dyre piger", som er et andet DR-program.

Blandt andet var kulturminister Jakob Engel-Schmidt ude med riven efter DR, og kaldte beskrivelserne af de to programmer for "en ommer":

'De to trailere fra programmerne 'De dyre piger' og 'De dyre drenge' giver et klart indtryk af, at kvinder jagter mærker og drikker champagne, og mænd laver virksomheder i bestræbelsen på succes og økonomisk frihed," skrev ministeren i et opslag på X og tilføjede:

'Sikken en træls fastholdelse af stereotype kønsroller. Det er vist en ommer."

Udover TailorMate har de to drenge iøvrigt flere holdingselskaber, hvor der trods alt er lidt på kistebunden. Blandt andet har de selskabet Larsson og Skovdal Group ApS sammen, som har en egenkapital på 40.000.

Det samme gør sig gældende for Niels Skovdals holdingselskab, NLS Holding 2023 ApS, mens Larssons holdingselskab, Lennart Larsson Holding ApS, har en egenkapital på 50.000.

Niels Skovdal sidder derudover i bestyrelsen i sine forældres virksomhed Skovdal Nordic ApS, som har til formål at "drive reklamefotografi og billedsalg".

Og noget tyder på, at Niels Skovdal har lidt ekstra at trække på, hvis alt skulle gå galt. Hans forældres virksomhed kom nemlig sidste år ud med et overskud knap 88.000 kroner, ligesom de har en egenkapital på mere end 1,3 millioner kroner.

MC Money Aps

Sammy Mckenna blev i DR-programmet fremført som et marketings-geni, der kom fra fattige kår i Ishøj kommune, hvor han blandt andet havde boet ved en plejemor i nogle år.

Den hårde opvækst havde derfor drevet Mckenna langt, og derfor havde han også i en ung alder startet sin egen virksomhed, der hed MC Marketing ApS, hvor igennem han udbyder konsulentydelser. Siden programmet gik i luften har MC Marketing ApS ændret navn til det noget mere sexede MC Money ApS.

Sammy Mckenna har åbnet flere virksomheder, siden programmet løb af stablen.
Sammy Mckenna har åbnet flere virksomheder, siden programmet løb af stablen.
 Foto: DR

Et kig i regnskaberne afslører da også, at der løber nogle "money" igennem ved Mckenna. I hvert fald kom han i 2023 ud med et lille overskud på 38.000, ligesom han havde en egenkapital på 88.000 i markentingvirksomheden.

Lønnen har dog siden virksomhedens start i september 2022 ikke været helt vildt prangende. I alt er der nemlig på 16 måneder blevet udbetalt 422.000 kroner i løn, fremgår det af årsrapporten for 2023 samt sidste halvdel af 2022.

Det giver en månedsløn på lidt mere end 26.000 før skat - hvis det udelukkende er Mckenna selv, som der er blevet udbetalt løn til i perioden, vel og mærke.

Sammy Mckenna har stadig gang i sin rådgivnings-virksomhed, som han også driver via sociale medier:

Derudover har han også startet to andre virksomheder. Det ene er et såkaldt interessentskab, som hedder Sanders Vinduespudsning I/S, som han ejer sammen med en anden mand.

Derudover har Mckenna også stiftet MC Performance ApS i maj 2024, som er et datterselskab til Samawego ApS, hvor han ejer sammen med tre andre mænd. Det fremgår af CVR-registret, at selskabets formål er "at eje kapitalandele i andre kapitalselskaber samt at investere i ejendomme og hermed beslægtet virksomhed."

Sammy Mckenna kunne desuden i mandags afsløre på sin Instagram-profil, at han nu skal læse International Business på Copenhagen Business School.

Fransisco Vega

Fransisco Vega var den af "De dyre drenge", som stak lidt ud fra resten af castet.

Han var nemlig ikke ved at opstarte egen virksomhed, men i stedet var han lige blevet færdig som frisør. Drømmen lød dog på, at han gerne ville eje et shoppingcenter en dag, hvor alle butikkerne indeholdt produkter, som var skabt af ham.

Fransisco Vega kan blandt andet lide at få luksuriøse madvarer og behandlinger. Her bliver han vokset af en veninde.
Fransisco Vega kan blandt andet lide at få luksuriøse madvarer og behandlinger. Her bliver han vokset af en veninde.
 Foto: DR

Derudover ville han også gerne have mange flere følgere, end de 4000 han havde på Instagram, da programmet kørte.

Den dyre livsstil, han levede, hvor han blandt andet spiste dyre bøffer og fik lækre hud-behandlinger - fik han dog råd til igennem sin løn, forklarede han, ligesom han også fik hjælp af sin kæreste.

I dag arbejder Fransisco fortsat som frisør. Det gør han, ifølge hans Instagram-profil, ved Rodeo-frisørkæden i København.

Derudover har han også fået lidt flere følgere, siden programmet kørte. I dag har han således lige knap 6000 følgere på Instagram.

"Under udvikling"

Alexander Dyre Schmeichel endte med at brænde nallerne, da han deltog i "De dyre drenge", hvor han især slog sig op så sin dagstjans som daytrader, samt sin virksomhed, der arbejder med at investere i ejendomme i Catalonien.

Kort efter programmerne blev sendt, kunne Ekstra Bladet nemlig berette, at han havde opdigtet falske ansatte i selskabet Invester i Catalonien ApS - hvilket førte til, at han måtte erkende sin unåde, samtidig med at DR rettede i programmet.

Alexander Dyre Schmeichel var udover at være daytrader og selskabejer også ferm på et løbehjul, så man i programmet.
Alexander Dyre Schmeichel var udover at være daytrader og selskabejer også ferm på et løbehjul, så man i programmet.
 Foto: DR

Forklaringen lød dog fra Alexander Dyre Schmeichel, at der var tale om en "dummytekst", og at "hjemmesiden slet ikke var færdig".

Og det er den tilsyneladende stadigvæk ikke.

Besøger man Invester i Cataloniens hjemmeside, står der nemlig i højre hjørne, at siden er "under udvikling", hvor der også henvises til en pressemeddelelse, hvor det forklares, at virksomheden har søgt "ekstern rådgivning", som skal hjælpe dem med deres kommunikation, for at undgå "lignende situationer".

Schmeichel arbejder fortsat med at rådgive om daytrading på sociale medier:

Schmeichel underviser dog fortsat i daytrading, ligesom han gør i programmet. Det gør han både via sine sociale medier, ligesom han også har en hjemmeside ved navn AS trading, hvor folk blandt andet kan booke et møde med ham.

På Schmeichels instagram-profil kan man desuden se, at han nu bor på Bali.

SE og HØR har forsøgt at komme i kontakt med både Alexander Dyre Schmeichel, Franscisco Vega og Sammy Mckenna men det har på nuværende tidspunkt ikke været muligt at få en kommentar fra dem.

DR afviser ny sæson

SE og HØR har spurgt DR, om de forventer at lave en ny sæson af "De dyre drenge".

Men det har de altså ikke, bekræfter kanalen i et mailsvar fra Kasper Tøstesen, chef for P3 TV:

"Jeg kan bekræfte, at der ikke kommer en ny sæson af "De dyre drenge". Det har hele tiden været planlagt, at der kun skulle produceres en enkelt sæson som spin-off på "De dyre piger". Det vil sige, at det er en beslutning, der allerede var truffet inden produktionen af "første sæson," lyder det i mailen.

Sponsoreret indhold