Husker du Piet fra "De sjældne danskere": Sådan går det ham i dag
Han smeltede alle danskeres hjerter med sit positive livssyn og smittende latter.
I denne sæson har danskerne dog måtte undvære Piet i ”De sjældne danskere”. Men selv om den unge fyr ikke længere charmerer i bedste sendetid på TV 2, fortæller han gerne, hvordan det står til.
– Lige for tiden går det sgu meget godt, fortæller Piet i en videohilsen på TV 2.
Dog har det ikke været det letteste år for fyren. Han har ikke været særlig meget i skole, fordi han har haft angstanfald og tankemylder. Han har nu fået diagnosen adhd:
– Jeg er lige begyndt på adhd-medicin, som om jeg ikke havde sygdom nok, så kom der lige en ekstra én, siger Piet efterfulgt af et lille grin i sin videohilsen.
Heldigvis kan medicinen forhåbentlig lindre nogen af symptomerne, så Piet kan vende tilbage til et mere aktivt liv med vennerne.
Der er dog heldigvis også sket – og skal ske – gode ting i 2023:
– Jeg er lige blevet konfirmeret, og her efter sommerferien skal jeg så på efterskole. Så det går sgu meget godt, siger Piet.
16-årige Piet lider af det uhyre sjældne Saul Wilson-syndrom, der blandt andet betyder dårligt syn, dårlig hørelse, tynde knogler og nogle karakteristiske ansigtstræk.