Hvad er problemet? Jennifer Lopez og Ben Affleck dropper vildt huskøb - igen!
LÆS OGSÅ: Her er Bennifers vilde luksusdrøm
Det så ellers lige ud som om, at Jennifer Lopez og Ben Affleck langt om længe havde fundet deres store drømmebolig, men endnu en gang har hollywoodparret droppet at skrive under.
Efter at have haft et godt øje til en gigantisk elskovsrede i Pacific Palisades er Bennifer nu bakket ud af det huskøb, der ellers ville have kostet dem 444 mio. kr. (64 mio. dollars). Det skriver TMZ.
Det er uvist, hvorfor stjerneparret endnu en gang har fået kolde boligfødder, men rygtet siger, at de har besluttet sig: Det bliver heller ikke her, det nygifte par skal bo.
Det er tredje gang, at den 53-årige Jennifer og den 50-årige Affleck ender med at droppe et huskøb, som de ellers har været tætte på at færdiggøre.
Først var der palæet i Bel-Air til 381 mio. kr. (55 mio. dollars), som de var tæt på at købe i april sidste år.
I februar var Lopez og Affleck så endnu tættere på at sikre sig et andet Pacific Palisades-palæ til kun 239 mio. kr. (34,5 mio. dollars), men heller ikke den luksusvilla kunne bruges i sidste ende.
Den seneste luksusvilla, der har fået sparket af Bennifer, består af otte soveværelser, 11 badeværelser, træningsrum, biograf- og medierum, spillerum, elevator og en gigantisk baghave med pool og bålområde.
Og selvom det således lyder som om, der skulle være nok plads til parrets i alt fem børn, så bliver det altså heller ikke her.
Parret var ellers kommet så langt i processen, at de havde håndværkere med ude til den potentielle bolig for at se på sagerne, men boligjagten fortsætter altså.
"Jenny From the Block"-sangfuglen satte tidligere i år sit enorme palæ til salg efter at have boet der i næsten ti år.
Også Ben Affleck er kommet af med sit bachelorhjem. Det skete, da han i august sidste år solgte sit palæ for 210 mio. kr.