"Hvem er de?!": Basim og Jimilian udgiver VM-sang

Det er den tid på året, hvor artister udgiver sange i håb om at blive højtidens ørehænger.
Og nej, vi taler ikke om jul, men VM, naturligvis.
Selv om vi allerede har fået et bud på en VM-sang fra Gulddreng, Natholdet, Lidt til Lægterne og DBU, så kommer popsangerne Basim og Jimilian nu også med deres version af et vaskeægte VM-hit.
– Ingen glemt. Alle nævnt, skriver Basim på sin Instagram til et lydklip, hvor man kan smuglytte til det hårdtslående VM-hit.
I sangen er alle Landsholdets spillere nemlig nævnt – også reservemålmændene og bænkevarmerne.
– Vi har skrevet den helt spontant, og det er vores gave til det danske landshold, fortæller Basim til Ekstra Bladet.
Basim, 30, fik sit helt store gennembrud, da han i 2008 deltog i "X Factor", hvor han nåede til kvartfinalen.
Jimilian har udgivet talrige singler og fik sit helt store, folkelige gennembrud, da han i 2021 vandt "Vild med dans".
Du kan høre sangen herunder: