Hvordan er hun kommet ind? Helle Thorning holder regnbuefanen højt på stadion
Mens One Love-anførerbindet er blevet droppet af frygt for repressalier, er Danmarks tidligere statsminister at finde på stadion, hvor hun overværer Danmarks første kamp ved dette VM mod Tunesien og kipper med regnbueflaget.
På lægterne ses Helle Thorning således iført de selvsamme regnbueærmer, som hun flashede foran stadion forud for åbningsceremonien.
Hvordan Helle Thorning har formået at smugle sine regnbuer med ind på stadion står hen i det uvisse.
For i går blev TV 2's sportsreporter Jon Pagh kort før en livesending antastet af politiet, fordi han bar det omstridte One Love-anførerbind.
Pagh nægtede for rullende kameraer at tage anførerbindet af, og herefter lod overbetjenten forstå, at han nu ville "finde en anden måde at løse det på".
Med det i baghovedet gik den danske reporter live fra Qatar og fortalte om episoden til Morten Ankerdal og ekspertpanelet hjemme i studiet.
Efter livesendingen endte han med at tage flugten sammen med fotografen.