Hyldede prinsessen sin afdøde eks? "Mærkeligt, hvis det er tilfældigt"
LÆS OGSÅ: Märtha Louise blev afbrudt under vielsen
Gammel kærlighed ruster aldrig.
Tilsyneladende heller ikke dén, prinsesse Märtha Louise har haft til sin afdøde eksmand Ari Behn.
Ifølge norsk SE og HØR var der i hvert fald flere skjulte hyldester til prinsessens første bryllup for 22 år siden, da hun i weekenden blev gift for anden gang med shamanen Durek Verett.
Under den tre dage lange fejring havde prinsesse Märtha Louise blandt andet iført sig et sæt tøj i farverne mintgrøn og rosa - præcis de samme farver, der udgjorde temafarverne under prinsessens første bryllup i 2002. Et farvevalg, der dengang fik stor opmærksomhed.
Nuancerne fik flere kritiske designere til at kaldet det for et "Barbie-bryllup" - men brudeparret stod fast og forklarede blandt andet valget med, at de begge var glade for stærke farver.
Da farverne også dukkede op under prinsessens andet bryllup, var der derfor flere, der bemærkede detaljen - blandt andet den norske podcastvært Morten Hegseth, der lagde et billede på Instagram med ordene: "Det kan ikke være tilfældigt med disse farver."
Også norsk SE og HØRs kongehusekspert Caroline Vagle har bemærket den særlige detalje. Selvom hun ikke med sikkerhed kan sige, at det ér en hyldest til prinsessens første ægteskab, så er det alligevel bemærkelsesværdigt.
- Jeg tænker, det er mærkeligt, hvis det er tilfældigt. Og vældig rørende, hvis det faktisk er en hyldest, siger hun til SE og HØR Norge.
Også fan-instagramprofilen The royal family of Norway har bemærket flere slående ligheder mellem de to bryllupper. Blandt andet bar Märtha Louise et diadem ved begge bryllupper, som har flere fællestræk.
Märtha Louise og Ari Behn blev gift i 2002 og var efterfølgende sammen i 14 år, indtil de i 2016 annoncerede, at de skulle skilles. De fik tre døtre sammen, som også deltog i Märtha Louise og Durek Veretts bryllup.
Ari Behn led i flere år af psykisk sygdom, og han begik selvmord i 2019, kun 47 år gammel.