I aften sker det: Dennis Knudsens konfiskerede Audi kan blive din
Har du altid drømt om at eje en bil, som tidligere har tilhørt en kendisfrisør, der gik amok på en færgehavn?
Så er det nu, du skal slå til.
For i aften bliver Dennis Knudsens Audi Q7, som har en nyværdi på 1,2 millioner kroner, nemlig sat på auktion.
Det er Haderslev Auktion, der står for salget, og ejeren af auktionshuset har tidligere fortalt til SE og HØR, at bilen "er en fed vogn".
– Jeg synes da, at det er en fed vogn! Man kan bare mærke med det samme, at det er kvalitet, lød det dengang fra Peter Bo-Scherrebeck, som regner med, at bilen kommer til at gå for mellem 400 og 450.000 kroner.
Auktionen begynder klokken 17.30.
Frikendt for grov vold
Dennis Knudsen blev sidste år tiltalt for grov vold og vanvidskørsel, efter han gik amok ved Molslinjen i Aarhus.
I december blev han dog frikendt for vold, men idømt en betinget fængselsdom på 40 dage, konfiskering af bil, samt en bøde på 2000 kroner for fareforvoldselse og vanvidskørsel.
En kendelse som kendisfrisøren var ekstremt lettet over.
– Jeg er rigtig, rigtig glad og lettet over, at jeg ikke er dømt for vold. Jeg har ikke lyst til at få et prædikat som voldsperson, når jeg synes, det er noget, der er så langt fra mig, fortalte Dennis Knudsen til SE og HØR.