Ian Somerhalder i dyb gæld: Reddet af konen

Ian Somerhalder skylder sin kone en hel del - i hvert fald hvis du spørger Ian selv.
"The Vampire Diaries"-skuespilleren har nemlig afsløret, at hustruen Nikki Reed har reddet ham ud af en massiv pengegæld.
- Jeg har aldrig fortalt det her offentligt, men den her kvinde arbejdede helt uselvisk i to år på at hive mig ud af en forfærdelig forretningssituation, som jeg havde rodet mig ud i, skriver den 42-årige skuespiller til et opslag, som han har delt med sine Instagram-følgere.
Artiklen fortsætter efter opslaget...
- Før Nik og jeg fandt sammen, lavede jeg et firma, der var vigtigt for mig.
Han fortæller i opslaget, at han besluttede sig for at investere mange penge i sin egen virksomhed og lovede blandt andet flere banker lidt mere, end han måske kunne holde.
- Men på grund af grådighed og svindel og ulovlige aktiviteter i firmaet og fra vores største kunder, blev jeg efterladt med en OTTECIFRET gæld.
Han afslører ikke meget mere om firmaet, men fortæller dog i samme omgang, at han flere gange rejste verden rundt i et ivrigt forsøg på at betale sin gæld af. Al den rejseaktivitet fik ham blandt andet indlagt på hospitalet hele fire gange på blot to år.
- Jeg er, hvor jeg er i dag takket være denne kvinde.
- Jeg kunne starte mit liv forfra, takket være denne kvinde.
Nikki Reed, der også er skuespiller og blandt andet kendt fra "Twilight"-filmene, giftede sig med Ian Somerhalder i 2015. De har sammen datteren Bodhi, der kom til verden i 2017.