Kendte24. juni 2020

Iben Hjejle i rørende klumme: Min far er dement

Skuespilleren afslører, at hendes far for to år siden blev diagnosticeret med en langsomt fremadskridende hjernesygdom
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-47807.jpg
 Foto: Aller Media DK

I en rørende klumme, som Iben Hjejle har skrevet til Alzheimerforeningens magasin "Livet med demens", fortæller den 49-årige skuespiller ærligt om, hvordan hendes far for to år blev diagnosticeret med Lewy Body-demens, der er en langsomt fremadskridende hjernesygdom.

- Det kom som et chok. Jeg havde i flere år godt lagt mærke til, at han var blevet mere forsigtig og indimellem havde svært ved at holde fokus, hvilket var usædvanligt for ham. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at det kunne være demens, fortæller Iben Hjejle i klummen.

Hun fortæller yderligere, at hun havde svært ved at erkende, at hendes far fejlede noget. Hun slog det derfor hen med, at han drak for meget rødvin, men da hans tilstand forværredes, blev han udredt på Rigshospitalets Hukommelsesklinik, hvor han fik en demensdiagnose.

Skuespillerens mormor havde også demens, og i klummen fortæller Hjejle, at hendes faster, faderens lillesøster, også havde fået diagnosen få år inden, hendes far fik konstateret demens.

I klummen deler Iben Hjejle et hjerteskærende råd til dem, der også har demens tæt inde på livet: De skal give slip.

- Så jeg gav slip. Ikke på én gang. For man er nødt til at gøre det gradvist lidt ad gangen. For hver samtale er man nødt til at sige: "Ok, det forstår jeg. Det er sådan, du ser på det. Fint". Og det er jo forfærdeligt, for det føles som et lille tab, at man ligeså stille, hver dag, er nødt til at give en smule mere slip på det menneske, man elsker, skriver hun ærligt.

Sponsoreret indhold