Ikke det som plejer: Dommerne skifter plads i "X Factor"
LÆS OGSÅ: Thomas Blachman i blodigt uheld - Flækkede issen
Forud for den kommende sæson af "X Factor" har TV 2 valgt at ruske op i programmet.
Som noget nyt kan spændte seere allerede tænde for første afsnit mellem jul og nytår i stedet for 1. januar, som det ellers hidtil har heddet sig.
Men det er ikke det eneste, der i år ikke er, som det plejer. For dommerne har nemlig byttet plads ved dommerbordet.
Således indtager Simon Kvamm midterpladsen, mens Oh Land er rykket ud til siden. Og det passer den 39-årige musiker ganske fint.
Det fortæller hun, da SE og HØR møder hende på pressedagen forud for sæsonen.
- Vi havde lige brug for at ruske lidt op i tingene, og der skulle lige luftes ud i den gamle dynamik.
- Jeg har det rigtig, rigtig godt ude på sidefløjen. Jeg synes, det er lækkert ikke at sidde der som bøffen i midten.
- På en eller anden måde så er der ved midterpladsen for meget energi på begge sider. Her (i siden red.) der har jeg dejligt overblik udover savannen og kan på en eller anden måde styre det lidt mere. Jeg synes, det er rigtig dejligt at sidde derude.
Det er da heller ikke uset, at bølgerne kan gå højt mellem de tre dommere, der bestemt ikke er enige om alting altid.
- Jo bedre man kender hinanden, og jo tryggere man er i relationen, jo mere kan man også tillade sig at tage pis på hinanden, blive uvenner og blive gode venner igen, lyder det fra Oh Land, som fortsætter:
- For mig er det, at vi kender hinanden godt, kun en fordel, som gør, at vi har større spilleplads.
Du kan følge konkurrencen, der får sæsonpremiere 27. december, på TV 2 og TV 2 Play.