Kendte9 timer siden

Indbrudstyv fik fængselsdom: Nu reagerer Hornsleth

Den 30-årige mand blev idømt en fængselsdom for kunsttyveriet
Kristian von Hornsleth på Aller
Kristian von Hornsleth er kendt for sine meget eksplicitte og farverige malerier.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Torsdag blev en 30-årig mand idømt to års ubetinget fængsel for blandt andet at have deltaget i et rambuktyveri i kunstner Kristian von Hornsleths galleri i København 31. marts sidste år.

Og nu reagerer Kristian Von Hornsleth altså på dommen overfor Ekstra Bladet.

Kunstneren synes naturligvis, at det er "fantastisk", at indbrudstyven har fået en straf, og at sagen nu kan lægges i graven.

Herudover fortæller han også, at dommen måske kan fungere som en advarsel for andre, som måske kunne få lignende ideer om at berige sig selv på andres bekostning.

- Eksperter vil nok mene, at fængsel ikke hjælper på den lange bane, men så er tosserne da væk fra gaden så længe. Og måske kan dommen være til skræk og advarsel for andre, fortæller Hornsleth.

Tilstod selv

Indbrudstyven - Eddi André Santos - har selv tilstået rambuktyveriet samt to andre indbrudstyverier, brugstyveri, hæleri og hæleriforsøg, overtrædelse af knivloven og fornærmelig tiltale mod en betjent.

De mange forbrydelser fandt sted i 2023 og 2024. Han brød for to år siden ind på en byggeplads i København og stjal værktøj, gulvmaterialer og maling.

Over et år senere - en nat i marts 2024 - slog han til mod en lejlighed i Sydhavnen i København, hvor han rapsede et stillads, en vin- og champagnesamling, en pung med diverse betalingskort, en mærkevarebakke og en nøgle til en personbil af mærket Mercedes.

Samme nat stjal han en bil, der blev brugt til rambuktyveriet i Kristian von Hornsleths showroom. Bilen blev bakket gennem porten til galleriet i Vasbygade i København, hvorefter Eddi Santos stjal 27 værker.

Deres værdi løber samlet op i 543.998 kroner. Derudover forsøgte han at stjæle yderligere fire værker til en værdi af 289.000 kroner.

Sponsoreret indhold