Influencer Ruby Natalie knust: Mister nyfødt
Den britiske influencer Ruby Natalie gennemlever lige nu enhver forældres værste mareridt.
Hun har nemlig mistet sin lille søn.
Det skriver den 30-årige influencer i et hjerteskærende opslag på Instagram, hvor hun fortæller, at sønnen ved navn Romeo døde kort efter, han ankom til verden.
- Vi sidder her med en tom livmoder, en tom vugge derhjemme og et knust hjerte. Dine vinger var klar, men vores hjerter var ikke. Hvil i fred min engle-dreng.
- Jeg vil aldrig kunne forstå, hvad der er sket. Vi klædte ham på, vi holdt ham, kyssede ham og fortalte ham, hvor meget vi elskede ham. Mor og far elsker dig SÅ meget, min skat.
- Vi mødes igen, jeg ved ikke hvor, jeg ved ikke hvornår, men jeg ved, at vi mødes igen en solrig dag, skriver influenceren i et opslag, hun har delt med sine over 273.000 følgere.
I et opslag på X står det klart, at influenceren, der i forvejen har to børn på henholdsvis ni og fem år, mistede sin elskede søn mandag 27. januar.
Til opslaget flyder det over med kærlige og støttende beskeder fra folk, der udtrykker deres kondolencer.