Kendte23. december 2022

Ingen julefred til Amalie Szigethy: Nu går Mikkel Skelskov til angreb

Julen skulle forestille at være hjerternes fest, men Mikkel Skelskov og Amalie Szigethy holder ikke våbenhvile i højtiden
Mikkel Skelskov har taget bladet fra munden og beskylder Amalie Szigethy for en række af alvorlige ting.
Mikkel Skelskov har taget bladet fra munden og beskylder Amalie Szigethy for en række af alvorlige ting.
 Foto: Lars H. Laursen

Man skulle tro, julefreden kunne sænke sig nu, hvor Amalie har fået sine to børn, Josephine og Hannah hjem igen efter en dramatisk uge.

Men det er ingenlunde tilfældet.

For på Instagram fremlægger faren til børnene, Mikkel Skelskov, i dag sin side af sagen. I en række stories fremsætter han en række meget alvorlige anklager mod Amalie.

Her beskylder han hende også for ulovligheder.

- Nu tager jeg bladet fra munden, indleder han den lange klamamse.

- Jeg kørte væk med pigerne for at skåne dem fra en mor, som har nægtet at tage narkotest i Familieretshuset, lyder blot noget af det tunge skyts, Mikkel fyrer afsted mod Amalie.

SE og HØR har forelagt Mikkels anklager for Amalie, som i en sms svarer:

- Jeg har aldrig haft noget brug af kokain – eller andre stoffer. Der var ingen grund til narkotest, da vi lavede et forlig (hos myndighederne, red.).

- Forliget var, at jeg skulle have bopælen over pigerne, og han skulle have samvær. Ville han mon have lavet et sådant forlig, hvis han troede, jeg var misbruger, lyder det blandt andet fra Amalie.

Mikkel Skelskov deler også en story med, hvad han siger er et telefonnotat fra Familieretshuset, som angiveligt har talt med politiet.

Her fremgår det blandt andet, at Mikkel mener, at der er sat en gps-tracker på bilen, mens han deltog i mødet forleden i netop Familieretshuset.

Han påstår samtidig, at data fra den ulovlige overvågning af ham, gav Amalie mulighed for at finde ham og børnene i et hus i Dragør..

Da Amalie nåede frem, blev hun nægtet adgang til huset, og Mikkel ringede efter politiet, som sendte Amalie hjem igen med advarsel om, at hun ville blive anholdt, hvis de fandt hende på matriklen igen, fremgår det af notatet.

Af notatet fremgår det desuden, at Amalie ikke var alene, men i selskab med tre andre, som "omringede huset".

Amalie afviser dog at kommentere de mange beskyldninger yderligere.

- Jeg kunne også fortælle mange historier om ham fra før i tiden, men det tjener ikke noget formål, forklarer hun i en sms til SE og HØR.

Amalie vil heller ikke kommentere indholdet af de videoer, Mikkel har lagt ud og henviser i stedet til sin advokat for fremtidige kommentarer.

- Vi skal gennem familieretssystemet finde den rigtige løsning for børnene og ikke gennem pressen. I august mente han, at det var bedst, børnene var hos mig.

- Vi får intet ud af gensidige anklager. Han kan åbenbart blive ved, men jeg vil afholde mig fra overhovedet at kommentere ham og slet ikke videoer med mere taget ud af deres kontekst, lyder det fra Amalie

Sponsoreret indhold