Jada med vild nyhed: Jeg er gravid
Jada, med det borgerlige navn Emilie Molsted Nørgaard, har netop delt en kæmpe nyhed over for sine knap 80.000 følgere på Instagram.
Hitsangeren afslører, at hun er gravid, og at hun til efteråret skal være mor for første gang.
– Jeg er gravid, indleder hun i et længere opslag, hvor hun også afslører, at ventetiden langt fra er sød:
– For en uge siden opstod der nogle komplikationer, og jeg blev indlagt på hospitalet. Jordemødre og læger på Hvidovre og Riget har været fantastiske og har passet så godt på os og sørget for, at alt stadig er okay med mig og vores lille efterårsbarn. Men de har også gjort det klart, at jeg, på grund af komplikationerne, ikke skal ud og synge lige foreløbig, fortæller hun.
Komplikationerne gør, at et ellers tætpakket koncertprogram nu er blevet ryddet:
– Derfor har vi aflyst alle mine koncerter i juni og alle kommende internationale shows. Det er det eneste, der er aflyst lige nu, og det er alt, vi ved, indtil videre, tilføjer hun.
Jada skulle den 16. juni have fyret op under Tivolis Fredagsrock, men i stedet er det Hugorm, der skal optræde i forlystelsesparken.
Den 30-årige sanger afslutter sit Instagram-opslag med at fortælle, at de mange aflysninger ikke har været en nem beslutning:
– Jeg har været rigtig bange og ked af det og er det stadigvæk, men er også enormt lettet over, at tingene er stabile og så utrolig taknemmelig for den fantastiske omsorg og behandling, vi har fået. Lige nu skal jeg passe på mig selv og min familie. Men jeg glæder jeg mig usigeligt til at komme ud og spille for jer igen, afslutter hun.
Jada blev i efteråret 2022 gift med kæresten Søren Damsbo-Svendsen i Las Vegas, og omkring deres et års bryllupsdag kan parret altså se frem til at blive forældre.