Jan E. Jørgensen husker Peter Christensens sidste ord til ham
LÆS OGSÅ: Peter Christensens private kamp: Tæt på at dø som helt ung
Familien til det tidligere folketingsmedlem og både skatte- og forsvarsminister for Venstre, Peter Christensen, meddelte torsdag aften, at Peter Christensen er gået bort i en alder af blot 49 år.
En af dem, som er gået til tasterne torsdag aften, er Venstres Jan E. Jørgensen.
Her deler Venstres politiske ordfører de sidste ord, som han modtog fra PC, som han blev kaldt blandt vennerne.
- Kære Jan, mange tak for invitationen til din fødselsdagsreception. Jeg er desværre for syg til at kunne deltage, men vil benytte anledningen til at ønske dig et stort tillykke med den runde dag. Håber du bliver fejret med manér af vort parti og kærligt af din familie. De bedste hilsner PC.
Jan E. Jørgensen runder et skarpt hjørne, når kalenderen siger 19. februar, da han fylder 60 år.
Og selv om den runde fødselsdag bliver uden PC, sætter Jan E. Jørgensen stor pris på det store format, som den tidligere kollega viste helt indtil det sidste åndedræt.
- Det var de sidste ord, jeg hørte fra Peter Christensen – PC blandt venner. Selv i sin sygdom havde han overskud til at svare på en invitation. Jeg skrev tilbage og inviterede mig selv på kaffe og en snak om politik og parti – men for sent.
- Det er så umådelig trist. 49 år – alt for tidligt. Han har været syg længe, men alligevel er chokket stort.
Jan E. Jørgensen nåede på grund af aldersforskellen ikke at være sammen med Peter Christensen i Venstre Ungdom.
Men i den tid som de fik sammen i Venstre, er han ikke i tvivl om, hvordan han vil huske PC.
- Jeg holdt utrolig meget af PC. En blændende dygtig politiker med en knivskarp hjerne og hjertet på rette sted. Altid en fornøjelse at tale med. Begavede analyser og et dejligt humør.
- Mine tanker går til de efterladte – først og fremmest Josefine og hans børn.