Jane's Addiction aflyser koncert kort tid før Roskilde
Lørdag aften skal det amerikanske rockband Jane's Addiction spille på Roskilde Festival, hvis alt altså går efter planen.
Bandet har nemlig aflyst endnu en koncert onsdag aften i Luxembourg, grundet uforudset sygdom.
Det skriver bandet selv i et opslag på Instagram.
"At aflyse er den absolut sidste ting, vi har lyst til at gøre, og selvom vi har gjort vores bedste og har taget imod lægelige råd, er det ikke muligt at optræde," skriver bandet i et opslag.
Hvis du har glædet dig til at se bandet spille på lørdag, så skal du ikke være nervøs.
SE og HØR har været i kontakt med Roskilde Festival, der oplyser, at bandet stadigvæk spiller efter planen på lørdag.
Tidligere på ugen skrev Ekstra Bladet, at bandet også aflyste en koncert i Amsterdam.
Folk, der har billetter til Jane's Addiction i Luxembourg får deres penge retur.