Janni Ree afslører: ”Hitlisten” gav mig Herpes
Der er et forunderligt sammentræf mellem at være kendisfrue og have øjenproblemer for tiden.
For nylig kunne SE og HØR fortælle, at Anni Fønsby kæmper med at genvinde synet.
Og hun er ikke ene om at døje med det højre øje.
I podcasten ”Det, vi taler om” fortæller Janni Ree, at hun har haft herpes i øjet nærmest siden hun trådte ind i voksenlivet.
Til SE og HØR uddyber hun, hvordan hun som 18-19 årig formentlig fik det, da hun besøgte DR.
– Jeg skulle medvirke i DR-programmet ”Hitlisten” med Jørgen de Mylius, og var så ude at blive sminket. Da jeg fik makeup på begyndte det bare at svide mere og mere, fortæller hun.
Øjenproblemerne gav både blister og sår i øjet, og derfor måtte Janni Ree en tur til lægen, der nær havde indlagt hende.
– Det var vildt smertefuldt, og jeg vidste jo ikke, hvad det var. Det lægerne så fandt ud at, at det var herpes, troede jeg måske, der kunne ligge noget frækt bag, men de fortalte mig, at det sagtens kunne skyldes en mascara eller berøring fra sminkøren.
I dag holder både piller og specialcremer styr på virusset, når det blusser op en sjælden gang imellem.
Det er specielt i stressede situationer, at Janni Ree mener, herpesen kan gå i udbrud.
– Jeg kan huske, at jeg kunne mærke, det blussede op, da vi lavede ”Forsidefruerne” i Dubai og jeg var stresset. Så måtte vi ud og finde medicin, fortæller Janni Ree.
Hvad jobbet hos Jørgen de Mylius og ”Hitlisten” i sin tid indebar, husker Janni Ree knap nok, men hun skulle vist nok være ”en babe på en motorcykel, du skulle kigge efter”, hvis hukommelsen ikke svigter helt.