Jay Leno viser "nyt ansigt" frem efter vilde forbrændinger
Tilbage i november kom Jay Leno alvorligt til skade, da en af hans biler brød i brand i hans garage.
Den tidligere "Tonight Show"-vært fik slemme forbrændinger i ansigtet og måtte blandt andet gennem flere hudtransplantationer med donorhud.
Men det ser ud til, at hudtransplantationerne har været det hele værd.
Her blot små fire måneder efter ulykken er talkshowværten i hvert fald klar til at vise sit nye ansigt frem. Det skriver Fox News.
Ifølge det amerikanske medie medvirker Jay Leno nemlig i det seneste afsnit af "The Kelly Clarkson Show", der løb over skærmen onsdag.
Og her modtog han et stående bifald fra publikum, da han dukkede op på scenen, ligesom Kelly Clarkson roste hans udseende.
- Det her er helt nyt ansigt, siger Jay Leno, hvorefter hun svarer: "Men du ser godt ud!".
Jay Leno fortæller også detaljer om, hvordan ulykken skete.
- Jeg arbejdede på min bil og havde ansigtet fyldt med benzin, da der brød brand, så der gik ild i mit ansigt, siger han blandt andet.
- Det var tredjegradsforbrændinger det hele. Det var ret slemt, fortsætter han.
Han fortæller videre, at han selv er i chok over, hvor godt lægerne har fixet hans ansigt, og at de blandt har givet ham et helt nyt øre.
Se et klip fra talkshowet herunder:
Jay Lenos ulykke fandt sted 12. november 2022.
Det kom efterfølgende frem, at det var hans ven, der reddede ham ved at kaste sig over ham og kvæle flammerne.
Talkshowværten var indlagt i ti dage, før han blev udskrevet fra hospitalet, men ser altså ud til at komme sig næsten fuldstændig.