Jennifer Lopez og Ben Affleck har tilbragt flere dage sammen - igen
Der er ingen tvivl om, at eksparret Jennifer Lopez og Ben Affleck igen nyder tid sammen.
I hvert fald har de igen tilbragt flere dage sammen – denne gang i Montana.
Det skriver People.
Her blev 48-årige Affleck og 51-årige Lopez spottet sammen i en bil nær et luksuriøst resort i Big Sky, hvor Ben Affleck blandt andet ejer et hus.
Artiklen fortsætter under billedet...
Affleck og Lopez spottet sammen 8. maj 2021 i forbindelse med deres hyggetur til Montana. Foto: Enav Jola/Backgrid/Ritzau Scanpix
- Jennifer tilbragte flere dage sammen med Ben. De har en stærk kemi. Det er gået stærkt og har været intenst, men Jennifer er lykkelig, siger en unavngiven kilde til People.
Det er ikke mange uger siden, at eksparret sidst blev kædet sammen.
I slutningen af april blev den Oscar-vindende Affleck adskillige gange spottet i en hvid Escalade SUV på vej til Jennifers hjem i Californien.
Artiklen fortsætter under billedet...
J-Lo og Affleck, da de dannede par i begyndelsen af 00'erne. Om der er en spirende kærlighed mellem parret nu, må tiden vise. Foto: MEGA
Her tilbragte han ifølge PageSix flere timer, før han igen forlod hendes hus.
- De er venner. De har aldrig ikke været venner, sagde en kilde dengang til PageSix.
Der ville nu ikke være noget galt i, at eksparret genfandt kærligheden.
Både Ben Affleck og Jennifer Lopez er således begge for nyligt blevet singler.
Artiklen fortsætter under billedet...
Et kærligt kys mellem Affleck og Lopez, da de i sin tid officielt var et par. Foto: MEGA
I januar forlod skuespiller Ana de Armas Ben Affleck, og i sidste måned var det Jennifer Lopez, der fik nok og smed sin daværende kæreste Alex Rodriguez på porten.
Jennifer Lopez og Ben Affleck var et af de hotteste hollywoodpar i begyndelsen af 2000’erne.
Parret blev døbt ”Bennifer” og blev forlovet i 2002.
De udskød dog det længe ventede bryllup i 2003 – blot få dage før den store dag. Og i januar 2004 var bruddet mellem dem så endegyldigt.