Jens Werner ville ”Vild med dans” til det sidste
LÆS OGSÅ: Jens Werner for bare otte uger siden: - Tak til alle
”Vild med dans”-dommerne Jens Werner tabte tirsdag kampen til kræft. Han blev 59 år.
Gennem 20 sæsoner var han dommer i hele Danmarks danseprogram, hvor kendte danskere får mulighed for at vise sig frem på dansegulvet.
Seneste sæson var dog uden Werner som fast del dommerbordet. I stedet tog han til takke med rollen som gæstedommer i to af programmerne.
Men det var faktisk ikke med den danseglade dommers gode vilje.
Trods sin kræftdiagnose ville han nemlig gerne have været en større del af jubilæumssæsonen.
Det fortalte han SE og HØR efter finalen i Horsens i november.
– Jeg kunne godt have håbet på flere gange, men sådan er det. Det var TV 2's ønske om at lave den her gæstedommer-idé, og det, ja, var deres idé, sagde han.
Det var i foråret, nyheden om hans kræftdiagnose kom frem, hvilket fik flere til at spekulere i, om det mon ikke var grunden til, at der ikke var en fast dommerplads til Werner.
– Det, jeg godt kan blive lidt ærgerlig over, er, at jeg har hørt lidt omkring, at folk har troet, at det var grundet min sygdom, at jeg kun har været med i to programmer.
– Men det har intet med det at gøre, slog Jens Werner fast.
Jens Werner efterlader sig ægtefællen Anette Werner og to børn.
Han er den mest vindende danser i danmarkshistorien med flere mesterskaber i både ind- og udland og blev blandt andet været verdensmester i selskabsdans i 1994.