Jens Werners sidste minutter: Nægtede at ligge ned
LÆS OGSÅ: JENS WERNERS ENKE TALER UD
I dag ville Jens Werner være fyldt 60 år, men for to uger siden gik "Vild med dans"-kongen bort efter fire års hård kamp mod kræften.
Lægerne gav ham i første omgang i 2020 den nedslående melding, at han maksimalt havde et år tilbage at leve i - men Jens ville det anderledes.
Werner modbeviste alle de dystre domme og formåede sågar at gøre comeback i "Vild med dans" flere gange trods sin kræftsygdom.
Faktisk kæmpede han for hvert et minut. Det røbede sognepræst Katrine Lilleør i sin prædiken ved bisættelsen af Jens Werner i fredags.
Her fortalte hun den propfyldte Sankt Pauls kirke i København, at Jens' dødsleje ikke ligefrem var fredfyldt og roligt.
- Jens nægtede simpelthen at sidde stille, fortalte Katrine Lilleør om Werners sidste minutter.
Med familien ved sin side insisterede danselegenden på at bevæge sig, selv om der ikke var mange minutter tilbage af hans alt for korte liv.
- Han ville ikke ligge, men stod op og bevægede sig ganske enkelt ind i døden, forklarede sognepræsten.
Anekdoten fra dødslejet spredte både smil og tårer blandt de mange gæster ved bisættelsen. Folk kunne kende deres Jens, som de altså nu skal leve uden.