Jerrod Carmichael overrasker på scenen: Afslører sin løn foran alle
Det kan godt være, at Golden Globes er tilbage efter at have været aflyst sidste år som følge af manglende diversitet samt sexisme- og racismeanklager.
Men det betyder ikke, at prisuddelingen ikke atter engang er politisk.
Årets vært, komikeren Jerrod Carmichael, tog i hvert faldt et skridt mod solidaritet for arbejdere, da han gav sin åbningstale til showet natten til onsdag dansk tid.
Her overraskede han nemlig alt og alle, da han simpelthen afslørede, hvad han tjener på værtstjansen.
Noget, som mange af de store stjerner i salen højst sandsynligt ikke kunne drømme om at gøre, da den slags som bekendt er et fy-ord i Hollywood.
Golden Globes har været voldsomt kritiseret og blev i 2021 ramt af en lammende krise, da det blandt andet kom frem, at Hollywood Foreign Press Association ikke havde nogen sorte medlemmer blandt sine 87 journalister.
Derfor var Jerrod Carmichael, der er afroamerikansk også i tvivl om, hvorvidt han overhovedet skulle takke ja til tilbuddet om at blive vært i år efter sidste års aflysning.
I sin åbningstale fortalte han, at han derfor spurgte en af sine veninder til råds, og hendes første reaktion var at spørge ham, hvad han ville få for det.
- 500.000 dollars, svarede jeg hende, lød det fra komikeren fra scenen.
Her fortalte han endvidere, at pengene, der svarer til knap 3,5 millioner danske kroner, var nok til at overbevise veninden om, at han skulle takke ja til tjansen.
- Hun sagde: "Mand, hvis du ikke tager et lækkert jakkesæt på og stjæler de hvide menneskers penge...", jokede Jerrod Carmichael, hvorefter salen af filmstjerner brød ud i grin.
Komikeren fik også erkendt under sin monolog, at der kun er én grund til, han fik jobbet:
- Jeg er her, fordi jeg er sort, sagde han i hvert fald.
Se åbningstalen herunder: