Jesper Buchs svipser: Kan alligevel ikke boykotte Rusland
Så sent som i går meldte investor Jesper Buch ud, at han nu tog konsekvensen af den russiske invasion i Ukraine og bad alle sine investeringer om at afslutte alt samarbejde med russiske virksomheder.
– Vi må aldrig gå på kompromis med vores frihed som menneske i Europa, skriver han blandt andet og fortsætter:
– Det er mit håb, at denne konflikt bliver afsluttet hurtigst muligt.
Men nu viser det sig, at investeringskongen ikke har helt styr på alle virksomhederne. Der er nemlig ingen af dem, der har russiske samarbejder.
Artiklen fortsætter under billedet …
Det kan være svært at afslutte samarbejder med Rusland, hvis man ikke har samarbejder med Rusland. Foto: DR: Per Arnesen
– Ingen i min portefølje arbejder med Rusland, så det var meget nemt (fandt jeg ud af), skriver Jesper Buch i en sms til Ekstra Bladet.
Det var altså det, avisen kalder en "gratis omgang" for løven at melde ud, at alle hans investeringer nu ville boykotte russiske samarbejder for at støtte Ukraine i konflikten.