Jesper Panorama i opråb: Udsat for identitetstyveri

Læs også: Sisse Sejr ramt af ironiens boomerang: Fra identitetstyveri-ekspert til sigtet for samme forbrydelse
Flere danske kendisser har det seneste stykke tid oplevet identitetstyveri på sociale medier, nu er kokken Jesper Panorama næste offer i rækken.
Og de mange falske profiler i hans navn, har fået tv-kokken til at gå til tasterne for at advare sine fans og følgere om de falske profiler, der i omløb.
"Jeg har desværre de seneste uger været udsat for at der laves profiler med mit navn, som både kræver penge, og skriver diverse ubehagelige beskeder. Det er selvfølgelig bare nogle få uintelligente individer som ikke har andet at lave,"lyder det fra kokken i et opslag på Facebook.
Jesper Panorama gik til tasterne, fordi en kvinde lørdag formiddag kom ind i hans restaurant Panorama i Silkeborg med en ubehagelig besked, skriver TV Midtvest.
- Hun fortalte, at en profil, der udgiver sig for at være mig, havde skrevet til hende. Profilen havde skrevet, at hun havde betalt for meget i restauranten og bad derfor om hendes kontonummer, siger Jesper Panorama, til mediet og tilføjer, at profilerne skriver ubehagelige beskeder og indkræver penge fra folk.
Kvinden havde aldrig været i hans restaurant og lod sig derfor ikke narre af svindleren. I stedet opsøgte hun Jesper personligt i restauranten.
Jesper Panorama arbejder nu på at få de falske profiler lukket ned, så ingen bliver snydt af de bedragere, der misbruger hans navn - men han er godt klar over, at Facebook nok ikke har den store interesse i at få det stoppet.
I opslaget understreger han, at hans eneste officielle profil er den med det blå flueben. Han opfordrer samtidig sine følgere til at anmelde alle falske profiler, de måtte støde på.