Kendte1. april 2022

Jim Carrey går med planer om at trække sig

Den 60-årige skuespiller har ifølge egne udtalelser fået nok
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega609004_001.jpg
 Foto: MEGA

Endnu en stor 90'er filmstjerne ser ud til at stoppe med at berige verden med sit skuespil.

Denne gang er der tale om gummifjæset, manden med de tusind ansigter – Jim Carrey.

Bruce Willis annoncerede tidligere på ugen, at han måtte trække sig fra skuespillet på grund af sygdom. Men det er af andre årsager, at Jim Carrey trækker sig.

– Jeg er virkelig glad for det stille liv, og jeg er virkelig glad for at proppe maling på et lærred, og så elsker jeg det spirituelle liv, og jeg føler – og det her er noget, du nok aldrig hører en anden kendt sige – at jeg har nok. Jeg har gjort nok. Jeg er nok, lyder det fra den 60-årige skuespiller ifølge Metro.

Manuskript med guldblæk kan overtale

Jim Carrey har høstet stor succes i film som "Ace Ventura", "The Mask", "Dum og dummere", "Fuld af løgn" og i den mere seriøse afdeling i "Evigt solskin i et pletfrit sind".

Og der skal ifølge skuespilleren meget til, før han vender tilbage til skærmen.

– Det kommer an på, om englene kommer med en form for manuskript, der er skrevet med guldblæk, som fortæller mig, at det er meget vigtigt for folk at se. Så vil jeg nok genoptage karrieren, men lige nu holder jeg en pause, siger han.

Jim Carrey er lige nu aktuel i filmen "Sonic the Hedgehog 2", hvor han spiller skurken Dr. Ivo Robotnik.

Sponsoreret indhold