Jørgen Olsen bryder sammen i radioen
I 47 år spillede Jørgen Olsen og hans lillebror Niels "Noller" Olsen sammen.
De fynsfødte brødre dannede allerede som 11- og 15-årige sammen med to kammerater bandet The Kids tilbage i 1965.
Den sidste koncert, de spillede sammen, spillede de på Smukfest.
– Det var det sidste job, vi havde sammen. Der kunne jeg godt se, at han var så syg, så syg. Det var helt forfærdeligt. Han kunne næsten ikke klare det. Det er den værste oplevelse, jeg kan komme i tanke om, har Jørgen Olsen siden sagt til Ritzau.
Til Jørgen Mylius’ 60 års fødselsdag i april lagde han da heller ikke skjul på, at han savner Noller på scenen.
Og da Jørgen Olsen i DR-podcasten ”Du kender typen” skal sætte ord på de mange musikalske minder, han har med sin lillebror, bliver der først stille.
- Det er en time mere, eller hvad, spørger værten Anne Glad.
- Nej, men se på mig, siger Jørgen med bævrende stemme tydeligt bevæget.
- Ja, det er svært.
Anne Glad forsøger at komme videre i interviewet ved at skåne Jørgen fra spørgsmålet:
- Jeg ved bare, at I har haft nogle fantastisk store oplevelser sammen, når hun at sige, inden Jørgen afbryder hende.
- Jeg vil faktisk rigtig gerne fortælle om det. Der er jo kraftedeme mange – er du sindssyg, lyder det fra den ældste af Brødrene Olsen, som har sundet sig lidt.
Han vælger at fortælle en anekdote om dengang ”Mamma Mia” spillede i Tivolis koncertsal, og brødrene var invitereret med som gæster.
Højst overraskende – for dem selv i hvert fald – blev de inviteret til en bid mad og et lille glas i pausen sammen med alle de fine gæster.
- Vi kom ind og så viste vi billetten og fik at vide: ”I skal højere op”. Så kom vi op til næste stop. Så viste vi vores billet og fik at vide: ”Nej, nej, nej, I skal højere op”. Og på vej derop kan jeg huske, jeg sagde: ”Vi ender sgu på taget, Noller”, fortæller han og fortsætter:
- Så kom vi op på tredje etage, og så viste vi billetterne til en mand: ”Ja, ja. I skal ind her”. Dér stod Agnetha Fältskog og Björn Ulvaeus og sagde: ”The Olsen Brothers! We love the Olsen Brothers. Vi har alt, hvad I har lavet, og vi synes, I er så fantastiske”, fortæller Jørgen stolt.
For at have to verdensstjerner som ABBA-medlemmerne Agnetha og Björn som fans, var stort for brødrene.
Selv om Jørgen Olsen med sine 73 år for længst er pensionsmoden, har han ikke i sinde at trække sig tilbage og nyde sit otium. Tværtimod arbejder han lige nu på et gennembrud i nabolandet Tyskland.
- Jeg er så passioneret. En maler holder da heller ikke op med at male. Jeg synes ikke alder på den måde skal give dig nogen begrænsninger, siger Jørgen, som har lavet sangen "Lights of Freedom", hvor han selv synger på engelsk, mens han akkompagneres af en pige, som synger på tysk.