Jørgen Skouboe stopper i DR: En svær beslutning

I 47 lange år har Jørgen Skouboe været en del af DR-koncernen, men til sommer er det slut.
Det 72-årige naturmenneske har nemlig valgt at gå på pension.
Selv siger han til DR, at det har været en svær beslutning, men at der nu skal bruges tid med familien.
- Det har været en svær beslutning, men jeg ser frem til at bruge mere tid med min familie, mine børn og børnebørn.
- Det er en ny fase af livet, som jeg glæder mig meget til, siger han.
Skouboe blev ansat i DR helt tilbage i 1977. Han har været en del af flere naturprogrammer herunder "DR Derude", "Dus med dyrene", "Frilandshaven", "To fag frem" og ikke mindst "Nak & Æd", som har kørt siden 2009.
- "Nak & Æd" har været mit hjertebarn, siden vi optog første program i oktober 2009, og det har været et eventyr at dele oplevelserne med Nikolaj Kirk.
- Sammen har vi skabt et program, der ikke kun underholder, men også inspirerer til at komme tættere på naturen og forstå, hvor vores mad kommer fra. At se det første gang i tv i 2010 og opleve hvordan seerne tog det til sig, var en stor glæde, siger 72-årige Jørgen Skouboe til DR.
Fans af den kendte tv-duo kan glæde sig over, at der udsigt til endnu en sæson "Nak & Æd" før Jørgen Skouboe stempler ud.
I løbet af 2025 kommer der fire nye afsnit af jagtprogrammet.