Jørn Jeppesen afslører: Ligger inde med hemmelige Kim Larsen-optagelser
LÆS OGSÅ: Trods alvorlig kræft: Kim Larsen var spillemand til det sidste
Et halvt år efter Kim Larsens død, udgav han sit allersidste album, ”Sange fra 1. sal”. Det er dog ikke sikkert, det er det sidste, vi har hørt fra nationalskjalden.
Der findes nemlig et helt katalog af demoer og outtakes, som ifølge Larsens impresario Jørn ”Ørn” Jeppesen er mindst lige så gode som indspilningerne.
- Demoen var lige så gode – nogle gange mere nærværende end de endelige indspilninger. Altså Kim sad alene med en guitar derhjemme og spillede sine sange og optog dem og kom over med et bånd …, siger han i podcasten ”Den uendelige musikhistorie”.
Kasserne står opbevaret et hemmeligt sted, røber Jørn Ørn, men hvad der skal ske med dem, er ikke besluttet.
Jørn er ikke 100 procent afvisende over for idéen om at udgive en samling af de hemmelige optagelser på sigt, men det bliver ikke på hans initiativ.
- Jeg synes ikke, det er mit. Jeg synes, det er familiens.
Efterspørgslen er dog ikke til at tage fejl af.
- Der er mange, der prikker til en, for alle kan jo regne ud, hvad man må have. Jeg er også den eneste overlevende af Kims gamle impresarier og managere. Jeg er den eneste, som har samlet set fra en karriere. Så der er mange, der spørger.
Han er ikke selv vild med at høre musik, som musikerne selv på et tidspunkt har besluttet ikke skal udgives, og tanken om at udvælge nogle af Larsens fravalg byder ham da også imod.
Og skal det gøres, må det være op til familien at vælge, hvad der skal ud. Men man skal som bekendt aldrig sige aldrig.
- Det er ikke noget, vi tager let på som sådan. Jeg er stadig i tæt kontakt med familien og arvingerne og Liselotte, som jo ligesom ejer de ting, og jeg er stadig ved at forvalte rettigheder og sådan noget. Så lad os se, hvad tiden bringer.