Johannes Langkilde helt på røven: Revner af stolthed over datteren
Det var i efteråret, at Johannes Langkildes datter Emilie Langkilde i en alder af bare 14 blev forfatter til bogen ”min kusine er prinsesse i Samoa”.
Dermed kan hun kalde sig Danmarks yngste romanforfatter, men det stopper ikke her, for journalist-barnets bog står nu på bibliotekerne og så er hun også blevet foredragsholder.
- Det er så vildt at se, hvordan hun pludselig er blevet forfatter og er ude at holde foredrag om sin bog. Det er ret vildt som far at se sin 14-årige datter gøre det. Jeg er fuldstændig på bagdelen over, at hun dels har skrevet bogen, har fået den udgivet og nu står den på bibliotekerne. Jeg er ved at revne af stolthed, forklarer Johannes Langkilde til SE og HØR.
Datteren er delvist vokset op i Danmark og i Washington D.C., hvor Johannes i en årrække var korrespondent for DR, og ideen til roman kommer da heller ikke fra fremmede.
i 2021 skrev Johannes Langkilde nemlig bogen "Min fætter er høvding i Samoa", om værtens slægtning på den fjerne stillehavsø Samoa, der ovenikøbet viser sig at være høvding.