Johnny Madsens hemmelighed afsløret på nettet
Johnny Madsen, som mandag sov ind, lod seerne komme med ind i sit atelier i TV2-serien "Ja, for Fanø".
Og journalister kunne også få lov til at gå en runde med den eftertænksomme thybo på golfbanen.
Men sangeren og kunstmaleren, som kun blev 73 år, satte en grænse ved indgangen til de private gemakker.
Derfor gemte han sig bag navne- og adressebeskyttelse i CPR-registeret.
Og hans holdingselskab, der var formuecontainer for de mange millioner, som han tjente på sin musik og salg af malerier, fik lige vredet navnet 180 grader, så det hedder Nesdam.
De fleste med en IQ på over 80 kan gennemskue, at navnet er Madsen stavet bagfra.
Men du behøver hverken CPR- eller CVR-registre for at finde ud af, hvor manden bag deodorant-sællerten "Lynbad" boede.
Du finder hans hjem på Google Maps.
Navnet står på postkassen.
Huset købte Johnny Madsen i 2008 for 2,1 mio. kr.
149 kvm. er bolig. 205 kvm. er værksted/atelier.
Det var blandt andet her, Johnny Madsen arbejdede igennem i 2023.
Indtjeningen i Nesdam ApS rundede 5,4 mio. kr.
Heraf var over 600.000 kr. finansielle indtægter.
Egenkapitalen var ved udgangen af 2023 over 13,3 mio. kr.
Penge som Johnny Madsens efterladte formentlig kommer til at trøste sig med.
Johnny Madsen sagde i øvrigt nej til at medvirke i "Det sidste ord".