Kendte26. oktober 2022

Johnny Reimar laver ikke mere musik: Ingen ville lytte til det

- Når jeg kommer rundt omkring, så vil folk alligevel høre det gamle, lyder det fra dansktopsangeren
Johnny Reimar nærmer sig de 80 år, men optræder stadig med sine numre. Dog er der ingen planer om at udgive ny musik. 
Johnny Reimar nærmer sig de 80 år, men optræder stadig med sine numre. Dog er der ingen planer om at udgive ny musik.
 Foto: Dan Mariegaard

Han har lavet et hav af hits og spillet endnu flere koncerter, men regner man med, at Johnny Reimar har ny musik på blokken, så kan man godt tro om igen.

For det kommer ikke til at ske – i hvert fald ikke medmindre, at nogen henvender sig til ham. Det siger han i radioprogrammet ”Danmarks mindste nyheder” på 24syv.

- Jeg kan ikke se formålet med det. Når jeg kommer rundt omkring, så vil folk alligevel høre det gamle, lyder det fra Reimar, der udgav sit første album i 1961 sammen med bandet Cliffters.

Selv udtrykker han det som at, "han ikke har tænkt sig at lave flere grammofonplader". Det viser sig dog hurtigt, at der heller ikke er cd’er eller singler på tegnebrættet.

Johnny Reimar optræder stadigvæk, og har faktisk lige afsluttet den største sæson i hans kalender. Oktoberfesterne.

- Folk vil gerne have fat i en gut som mig med tyrolerhat.

Forsøgte sidst i 2005

Men nye numre er en anden sag.

Radioen vil nemlig ikke spille det, skulle Reimar igen forsøge at få danskerne til synge med på nye hits.

Sådan var det i hvert fald sidst.

Johnny Reimar og Annie Reimar kunne i 2017 fejre guldbryllup. Her ses de ved Tivolis åbning den 8. april i år.
Johnny Reimar og Annie Reimar kunne i 2017 fejre guldbryllup. Her ses de ved Tivolis åbning den 8. april i år.
 Foto: Martin Høien

- Jeg lavede i 2005 et album, som jeg synes, er det bedste, jeg har lavet i min karriere. På engelsk med stort jazzorkester.

- Det var jo meningen at vise mig fra en anden side, men den blev stort set ikke spillet hos DR. Siden har jeg stort set ikke lavet noget nyt, siger 79-årige Reimar.

Han er dog hverken sur eller bitter, når han kigger tilbage på den lange karriere, der har varet i over 60 år.

Karrieren har både budt på band- og solokarriere, ligesom at genren har bevæget sig fra rock over i såkaldt partymusik.

- Jeg lavede omkring en 17-18 party-plader alene, og de solgte over en million eksemplarer. Jeg synes, jeg har lavet det, jeg skulle. Jeg er en mand med en god fremtid bag mig.

Johnny Reimar sammen med The Rolling Stones tilbage i 1965.
Johnny Reimar sammen med The Rolling Stones tilbage i 1965.
 Foto: Aller Media

Kender ikke Rahim eller Branco

Spurgt ind til moderne musik har Reimar faktisk kun roser til overs for, hvad nutidens musikere skaber i studiet.

- De er så fantastisk dygtige i dag de unge mennesker til at spille og producerer. Du kan ikke høre om det er lavet i USA eller Danmark i dag.

Dog er det ikke al ny musik, han får lyttet til. Da værterne spørger, om han for eksempel har hørt om Gilli, Branco eller Tobias Rahim, falder svaret prompte.

- Nej, det har ikke, lyder det Reimar, som derefter får fornøjelsen af at lytte til nummeret "Hundo" af Branco.

- Det er ikke en melodi, man går og fløjter bagefter, konstaterer Tyrolerhat-kongen.

Sponsoreret indhold