Jokeren raser mod regeringen
Rapperen Jokeren med det borgerlige navn Jesper Dahl langer kraftigt ud efter regeringen i et nyt Instagram-opslag.
Coronakrisen har været hård for rapperens økonomi, der har måttet aflyse hele sin efterårsturné på grund af regeringens coronarestriktioner.
Og på trods af den manglende indtjening har Jokeren ikke fået del i nogen form for lønkompensation, hvilket han er stærkt utilfreds med.
"Jeg er så en af de 4, som har fået AFVIST min ansøgning om kompensation for min Corona-aflyste efterårstur. Faktisk har jeg ikke haft nogen indtægter siden Juli overhovedet. Begrundelsen er, som jeg læser det, at jeg ikke havde en efterårstour på præcis samme datoer i 2019, hvilket er et totalt urealistisk scenarie, OG ISÆR at de ikke mener at der er tilstrækkelig dokumentation for at jeg er JOKEREN," skriver han blandt andet i opslaget.
Jokeren har blandt andet tagget Mette Frederiksen og kulturminister Joy Mogensen i opslaget, hvor han langer hårdt ud efter regeringen.
"Jeg kan ikke tolke det på andre måder end at vores folkestyre slet ikke forstår hvad det vil sige at være kunstner med svingende indtægter på random tidspunkter," skriver han.
"Kunst er ikke et 9-16 job med pension og barsel og alt det I andre tager for givet," lyder det.
Han understreger, hvor store økonomiske problemer, han befinder sig i som følge af coronakrisen.
"Ærligt talt så er jeg jobsøgende lige nu i en grad at jeg vil gøre hvad som helst for at kunne betale børnepenge og have til en pakke smøger om dagen. For sket ikke at tale om julegaver," skriver han.
Han mener, at regeringen og Folketinget ikke holder, hvad de lover overfor de hårdt ramte i musikbranchen.
"Ærligt talt, så er jeg MEST SKUFFET over at regeringen og Folketinget for et par måneder siden gik ud og sagde at de ville støtte os, vores branche, kulturlivet, med meget meget store armbevægelser og se reelt bare giver os ENDNU flere udgifter vi ikke kan betale til revisore mm som er nødvendige for at skrue disse ansøgninger sammen!"