Jon Stephensen i nye problemer: - Jeg så ham forfalske underskriften
LÆS OGSÅ: Jon Stephensen anlægger injuriesag
En medarbejder på teatret Aveny-T var angiveligt til stede og overværede efter eget udsagn daværende teaterchef Jon Stephensen forfalske et bestyrelsesmedlems underskrift på et dokument i 2017.
Det fortæller medarbejderen til Dagbladet Børsen.
Vedkommende optræder anonymt, men avisen kender hans identitet.
Det samme gør sagens hovedperson, Jon Stephensen, som er blevet gjort bekendt med whistleblowerens udsagn.
Hændelsen fandt ifølge kilden sted i et forrum til teaterchefens kontor i juni 2017. Underskriften, som skulle forestille at tilhøre bestyrelsesmedlem Jakob Høyer, blev sat på et dokument til Erhvervsstyrelsen.
- Teatret er under ombygning. Vi er lukket ned, så Jon og jeg sidder alene på kontoret. Der kommer så en mail fra kommunen (Frederiksberg Kommune, red.), som rykker på at få det her dokument underskrevet og indleveret.
- Jon har været småirriteret over, at Jakob Høyer ikke kom til bestyrelsesmøderne, så dokumentet ikke var færdigunderskrevet.
- Pludselig vælger han så selv at skrive under for Jakob Høyer, siger whistlebloweren til Dagbladet Børsen.
Ved hændelsen optog den anonyme medarbejder angiveligt en lydoptagelse, som Børsen har offentliggjort på sin hjemmeside søndag aften.
Her kan man høre en person, der lyder som Jon Stephensen, sige "Jakob Høyer". Herefter lyder det, som om der bliver skrevet på et stykke papir.
Til sidst bliver der sagt: "Det ser meget godt ud, ikke?"
Optagelsen er 14 sekunder lang.
Whistlebloweren gik først til bestyrelsen i Aveny-T med oplysningen om den forfalskede underskrift i foråret 2022 - altså fem år senere.
På baggrund af whistleblowerens oplysninger valgte bestyrelsen i maj sidste år at fyre Jon Stephensen fra hans post på Aveny-T.
Et halvt år senere blev han valgt ind i Folketinget for Moderaterne, og han er i dag partiets kulturordfører.
Bestyrelsesformand for Aveny-T Henning Dyremose stod i februar frem og fortalte, at fyringen af Stephensen skyldtes, at den daværende teaterchef havde forfalsket en underskrift.
Det er en påstand, som Stephensen har afvist gentagne gange. Senest efter at Børsen har interviewet whistlebloweren i sagen.
Børsen har forelagt ham whistleblowerens forklaring. Desuden har Børsen sendt lydfilen, som er optaget af whistlebloweren, til Jon Stephensen.
I et skriftligt svar til Børsen siger han:
- Jeg skal gentage, hvad jeg har sagt, siden jeg første gang hørte om underskriften 23. maj 2022, at jeg ikke i 2017 har skrevet under på det pågældende referat.
- Jeg har intet motiv og har altid sørget for, at de personer, der skal skrive under, selv har skrevet under. Jeg agter ikke at føre min verserende sag i medierne. Sagen skal gennemføres ved domstolene.
Jon Stephensen har anlagt en injuriesag mod Henning Dyremose på baggrund af udsagnet om den forfalskede underskrift.