Josefine Høgh og Lasse Sjørslev deler nyt fra babyboblen
Onsdag blev tv-parret Josefine Høgh og Lasse Sjørslev forældre til datteren Molly, og søndag aften delte parret så nyt fra babyboblen.
Den nybagte mor, der til daglig er sportsvært på DR, deler på sin Instagram-profil et foto, hvor hun ligger og sover ved siden af sin nyfødte datter.
- TAK for al jeres kærlighed. Vores hjerter er fyldt til bristepunktet, skriver den 32-årige tidligere fodboldspiller ud til sine knap 44.000 følgere.
Artiklen fortsætter under billedet
Også på hendes story flyder det over med baby-spam. Her deler hun et kort klip af Lasse Sjørslev, der betaget ser ned på sin datter, der ligger i vuggen.
TV 2-værten Lasse Sjørslev kan heller ikke skjule baby-ekstasen på sin Instagram.
Artiklen fortsætter under billedet
- Har brugt hele weekenden på at skifte bleer, google amme-tricks, kigge forelsket på min datter og vænne mig til det nye liv. Og gud hvor jeg dog allerede elsker det. 1000 tak for alle jeres søde hilsner, skriver han.
På sin story viser den 47-årige journalist også, at fruen allerede har trillet med barnevognen med tilhørende to-go kaffe, ligesom han også afslører, at datteren Liva har mødt Molly.
Lasse Sjørslev har datteren Liva og sønnen Bertram, der begge er teenagere, fra sit første ægteskab. Han blev skilt i 2009 efter ti år og dannede derefter par med Natasja Crone til 2016.
Artiklen fortsætter under billedet
Tv-parret er netop blevet forældre til deres første fælles barn. Foto: Mikael Rieck
I foråret 2019 stod Høgh og den 16 år ældre Sjørslev frem som par, og de blev gift i december 2019.