Kendte2. marts 2017

Retten har talt: Julemand inficerede bevidst kvinde med HIV

En australsk mand, der har arbejdet som julemand, er blevet kendt skyldig i at have smittet en kvinde med HIV. Manden vidste godt, at han bar virusset, men undlod at fortælle kvinden det, før at de endte i kanen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/julemand_roed.jpg
 (Foto: All Over)

En australsk julemand kan formentlig se frem til at skifte sin plyssede røde jakke ud med fængselstøj.

Julemanden blev i denne uge kendt skyldig i at have smittet en kvinde med HIV.

Julemanden – en australsk mand med det borgerlige navn Alick Frank Robinson – var godt klar over, at han var smittet med HIV, men undlod at informere kvinden om det, inden at parret endte i kanen og dyrkede ubeskyttet sex.

Det skriver Sunshine Coast Daily.

Situationen udspillede sig tilbage i august 2012, da kvinden – der arbejder som sygeplejerske – og Alick Frank Robinson – der arbejder som julemand – tilbragte en lang weekend sammen.

Weekenden indebar blandt andet ubeskyttet sex, og her endte kvinden altså med at blive HIV-smittet.

Alick Frank Robinson var godt bevidst om, at han var HIV-positiv – han var selv blevet testet positiv tilbage i 2007 og havde fået at vide af lægerne, at det var nødvendigt at informere sine potentielle sexpartnere om, at han var positiv.

Dét gjorde han dog ikke, da han tilbragte en lang weekend sammen med kvinden i august 2012, og han informerede hende heller ikke i de efterfølgende 72 timer, hvor det ellers er muligt at bremse smitten ved hjælp af medicin.

- På en måde har han slået mig ihjel. Det havde været mere passende, hvis han havde skudt mig i hovedet, har kvinden sagt i en udtalelse.

Alick Frank Robinson skulle have mødt i retten mandag, men er for tiden indlagt på hospitalet. Derfor vil der formentlig først falde dom i sagen i midten af marts.

Sponsoreret indhold