Julia Sofia bidrager til bog om Albert Dyrlund: – Det er jeg ham meget taknemmelig for
Julia Sofia og kæresten Mark Abildhauge var fredag at finde til Danish Fight Night i Royal Arena.
Her skulle de blandt andet se Sarah Mahfoud og Oliver Meng i aktion.
Inden da nåede SE og HØR at få fat i parret på den røde løber.
Her fortalte den danske Youtuber og "Vild med dans"-deltager at hende og kæresten Mark Abildhauge godt kunne tænke sig at få børn på et tidspunkt.
Det var dog ikke det eneste, kendisparret fortalte om.
I sidste uge kom det frem, at der snart udkommer en bog om den afdøde Youtuber Albert Dyrlund. Den har Julia Sofia været med til at skrive.
– Det har været en rar oplevelse. Vi har været hjemme hos hans forældre af flere omgange og gennemgået det hele, fortæller hun til SE og HØR.
Hun slår fast, at tilblivelsen af bogen har gjort stort indtryk på hende.
– Jeg har gjort mig en masse tanker om det. Det har nærmest været terapeutisk. Det har været rart. Specielt det at kunne snakke om nogle positive ting og positive minder. Nu er det blevet samlet i en tidslomme i bogen.
Albert Dyrlund døde som blot 22-årig i Italien i 2021, da han faldt ud over en skrænt. Det var et dødsfald, der chokerede mange danskere, og børn landet rundt var i sorg.
Julia Sofia er heller ikke bleg for at give sin afdøde ven stor ære af både hendes egen og ikke mindst hele "YouTube-Danmark"s succes.
– Dansk YouTube havde ikke været, hvor det er i dag, hvis Albert ikke havde været med til at forme det. Jeg skal også takke ham for min karriere i dag. Han banede vejen og trådte græsset ned, så det blev nemmere for os andre, så det er jeg ham meget taknemmelig for, forklarer Julia Sofia.
På sidelinjen har kæresten Mark Abildhauge kunne observere og betragte hendes måde at bearbejde sorgen efter tabet af Albert Dyrlund. En proces, der har taget endnu en drejning med den nye bog.
– Hun snakker også tit om ham og alle de ting, han kunne have gjort. Det synes jeg er fantastisk. Han er ikke glemt, fortæller Mark Abildhauge og tilføjer, at det også har været en barsk omgang at være kæreste til en, der har mistet en god ven.
– Det har været hårdt at se, hvordan hun har oplevet det. Vi har været oppe og besøge hans gravsted, når vi har været i nærheden, og her fortæller hun en masse historier. Det var jo alt for tidligt, det der skete med ham, og det har været hårdt at opleve, hvordan hun har haft det, siger han.
Selv om det er et hårdt emne at snakke om, så fortæller de begge, at det ikke er et problem for dem.
– Vi snakker om alting, og det er en af vores styrker, så på den måde synes jeg også, at jeg har været lidt med til det hele og høre om deres forhold, siger Mark Abildhauge og bliver suppleret af kæresten:
– Det har været dejligt at kunne vende det med nogen, og på den måde får minderne også lov til at leve videre.
Bogen udkommer den 2. juni på Wadkjær Forlag.