Kendte17. december 2022

Julie Berthelsen aflyser julekoncerter: – Det er ikke med min gode vilje

Den populære sanger har desværre valgt at aflyse tre julekoncerter med ganske kort varsel
Julie
Julie Berthelsen skulle have givet koncert i Tønder, Randers og på Gram Slot.
 Foto: Ritzau Scanpix

Hvis du havde glædet dig til et brag af en julekoncert med Julie Berthelsen denne weekend, er der dårligt nyt.

I sidste øjeblik har den danske sangerinde nemlig set sig nødsaget til at aflyse hele tre planlagte koncerter, som skulle have fundet sted i Tønder, Randers og på Gram Slot.

Det fortæller hun i et opslag på Instagram.

– Jeg er så utrolig ked af at måtte meddele at min julekoncert i Tønder i aften (fredag, red.), Gram Slot i morgen (lørdag, red.) og Værket i Randers på søndag er aflyst.

Julie Berthelsen uddyber ikke, hvad aflysningen helt konkret skyldes, men fortæller, at det er "beklagelige omstændigheder", som forhindrer hende og orkestret i at spille koncerterne.

– Det er ikke med min gode vilje, men det er under beklagelige omstændigheder, som forhindrer os i at spille koncerterne. Jeg kan desværre ikke gøre meget andet, end at sige, at både jeg og mit orkester er meget ked af, at det er sådan det er, lyder det fra Julie Berthelsen.

Har man købt en billet til en af de tre koncerter, fortæller hun videre, at man skal kontakte billetudbyderen for refundering.

– Vi håber at se jer til koncert i 2023. Tak for i år, tak for nu og tak til alle jer der har været til koncert.

– Vi ønsker jer en rigtig dejlig jul, afslutter hun.

Sponsoreret indhold