Julie-Elsebeth fik besked på at gå: - Jeg har grædt hele togturen

LÆS OGSÅ: Julie-Elsebeth afslører: Derfor fjernede jeg børnene
Fredag aften var der lagt i kakkelovnen til det helt store feministiske samlested, der da blev afholdt det politiske arrangement "Respect the uterus" ("Respektér livmoderen", red.) på Christiansborg.
Spændt troppede forfatter og influencer Julie-Elsebeth Johannesen Krog op med sin babydatter Lotte på armen, men det skulle hurtigt vise sig at blive en yderst kedelig forestilling for mor og datter.
De blev nemlig bedt om at forlade arrangementet, da datteren Lotte, helt forståeligt, ikke var helt med på forventningerne til støjniveauet.
Det beretter Julie-Elsebeth om i et opslag på Instagram.
- Jeg har grædt hele togturen fra København til Sorø. Mig og Lotte er lige blevet smidt ud fra et politisk arrangement, hvor der skulle advokeres for bedre forhold for kvinder og mødre, og hvor jeg havde fået at vide, at jeg sagtens kunne komme med Lotte. Hun sad bare hos mig og pludrede helt glad. Men inden der var gået fem minutter, kom den kommercielle partner hen og sagde til mig, at hvis hun ikke kunne være helt stille, så måtte hun bede mig forlade salen, skriver hun og tilføjer:
- Et feministisk rum, hvor jeg var sikker på, at der var plads til mig som nybagt mor, min glade baby og det, jeg kunne bidrage med til sagen. Jeg gik med det samme, med tårerne løbende. Det var så ubehageligt at tro, at jeg var i et sikkert rum, hvor vi skulle forbedre forholdene for kvinder – og så bliver jeg behandlet det absolut dårligste, jeg nogensinde har prøvet i min rolle som mor.

Ikke samme oplevelse
Den kvinde, der angiveligt gav Julie-Elsebeth og datteren marchordre, var Roccamore-bagkvinde Frederikke Antonie Schmidts.
Hendes udlægning af situationen er dog en lidt anden.
I en kommentar til netop Julie-Elsebeths opslag på Instagram forklarer hun, hvordan hun oplevede den kedelige situation.
- Kære Julie-Elsebeth. Det blev jeg virkelig ked af at læse. Jeg oplevede ikke, at jeg bad dig om at gå, men at jeg bad dig om at gå ud, når din baby var højlydt. Ligesom de andre med babyer til eventet gik ind og ud, når babyens volumen var høj. Jeg var ikke klar over, at du gik, og jeg er ked af, at det var grunden til det.
Men den godtager forfatteren altså ikke.
- Min baby var ikke højlydt. Hun var glad og pludrede. Du bad mig forlade salen, hvis min baby ikke kunne være helt stille. Og det hørte min sidemakker også. Men jeg ville virkelig ønske, at jeg ikke havde ladet dig smide mig ud med en baby på armen, lyder altså svaret på svaret.
Julie-Elsebeth danner til dagligt par med journalisten Anders Krog.

De har tilsammen tre børn.
Den yngste altså Lotte, der fredag måtte opleve sin mor græde i toget.