Kendte12. april 2023

Kæmpe drama mellem Jaxstyle og Mathæus: Nu forklarer de sig

Den danske YouTube-verden er i brand lige nu. Mathias Hougaard sender i et nyt "diss track" grove beskyldninger afsted mod Jaxstyle, og det har fået store konsekvenser
Jacob Krull, Jaxstyle
Internetstjernen Jaxstyle, hvis borgerlige navn er Jacob Krull, sammen med kæresten Caroline Olesen.
 Foto: Martin Høien

Lige nu taler mange danske YouTube-fans udelukkende om en ting; dramaet mellem Jaxstyle og Mathias Hougaard.

For en strid, der har varet i flere måneder, kulminerede forleden, da Mathias delte et såkaldt "diss track" rettet mod Danmarks nok største Twitch-streamer Jaxstyle.

Og her holdt Mathias sig bestemt ikke tilbage.

I sangen og den medfølgende musikvideo kommer han med beskyldninger mod Jacob Krull, som er Jaxstyles borgerlige navn. Og de er decideret grove og på grænsen til det injurierende.

Blandt andet bliver Jacob Krull beskyldt for at have være sin ekskæreste Aya Nielsen utro to gange.

Og lige netop Aya Nielsen spiller en hovedrolle i dramaet mellem de to YouTube-profiler. For den dag i dag er hun kærester med netop Mathias Hougaard. Og det er angiveligt fra hende, at Mathias har sine "oplysninger".

Men utroskab er ikke det eneste, som Mathias kritiserer Jaxstyle for.

I sangen bliver Jaxstyle også beskyldt for at være en hykler, fordi han i en eller flere videoer har sagt nogle knap så pæne ting om mentale problemer - for så lige op til nytår at samle over en million kroner ind til Psykiatrifonden.

SE og HØR har talt med Mathias Hougaard, og han lægger ikke skjul på, at han har en konflikt med Jaxstyle.

- Da vi har haft en beef i flere år, tænkte jeg at det var på tide at sætte et punktum.

- Jeg syntes, der var en god lejlighed til at lave et diss- rack, da jeg syntes, det er en sjov og kreativ måde at komme ud med tingene på.

- Jeg er blevet kaldt skizofren, personlighedsforstyrret, min kæreste er genbrug mm… Så det var ikke ud af den blå luft, diss tracket kom, forklarer han til SE og HØR.

Mathias Hougaard
Det er ikke første gang, Mathias Hougaard er i en online-ordstrid. Det har han også været med søskendeparret Fie og Boris Laursen. Dem er han ikke længere på talefod med.
 Foto: Privat

Anklagerne om utroskab står Mathias ved.

Han medgiver dog, at han ikke har klokkeklare beviser for, at Jaxstyle har været sin ekskæreste utro, men det ser han ikke noget problem i.

- Et diss track er en battlerap-form, hvori der indgår satire og fiktion, så naturligvis må noget af det gerne være opdigtet, siger han.

Kan ende i retten

SE og HØR har også rakt ud til Jaxstyle for at høre hans reaktion på den grove anklager, der bliver slynget afsted mod ham.

Han har ikke selv ville medvirke i et interview, men via sit management har han sendt et skriftligt svar, som kommer her i sin fulde form:

"Lige nu florerer der en masse falske anklager imod Jacob."

"Normalt i YouTube-verdenen er dette primært clickbait-orienteret materiale og en måde, hvorpå den danske YouTube scene holdes i gang, dog er det denne gang desværre gået for vidt. Derfor har vi også set os nødsaget til at søge juridisk rådgivning, da flere paragraffer i straffeloven efter vores mening er blevet overtrådt."'

"Med det sagt er vi i gang med en større proces, hvori vi indsamler materiale til senere brug og har derfor ingen kommentarer på nuværende tidspunkt," skriver Marc Ogihara, direktør i Forevr, til SE og HØR.

Dermed kan det altså ende med, at Mathias Hougaard på den ene eller anden måde bliver meldt til politiet og/eller anklaget for injurier på grund af de beskyldninger, han kommer med mod Jaxstyle i sit diss track.

Det er dog ikke noget, som bekymrer Mathias særlig meget.

- Jeg mener ikke, jeg har hørt om nogen, der er blevet sagsøgt eller lignende for at have lavet et musikalsk indslag fyldt med satire og fiktion.

- Slet ikke når modparten godkendte det, inden sangen kom ud, lyder Mathias' svar.

Især det sidste er interessant. For ifølge Mathias har Jaxstyle altså hørt diss tracket, før det kom ud, og han skulle også have godkendt, at det kom ud.

SE og HØR har set dokumentation for, at der forud for udgivelsen har været kontakt mellem de to youtubere, og at de har haft en længere samtale over telefonen.

Vi er dog ikke klar over, hvad der er blevet sagt i denne samtale.

SE og HØR har derfor spurgt Jaxstyles management, om de kan bekræfte, at han har godkendt diss tracket, før det kom ud.

Det er de ikke vendt tilbage på.

Sponsoreret indhold