Kæmpe lussing til Kandis-Johnny
Der blev meget stille hos 55-årige Johnny Hansen og dansebandet Kandis i 2020.
På grund af corona blev en lang stribe af bandets koncerter aflyst, og det kan ses i MusikEvent ApS' regnskab, som netop er blevet offentliggjort.
Indtjeningen faldt med næsten 75 procent - fra over to mio. kroner i 2019 til godt 550.000 kr. i 2020. Et dyk på næsten halvanden mio. kr.
På bundlinjen endte 2020 med et underskud på 528.385 kr. Til sammenligning var der i 2019 et overskud på over 745.000 kr.
Der blev i 2020 ikke plads til noget udbytte til de fire ejere af selskabet, blandt andre Johnny Hansen.
Johnny Hansen: Jeg kysser som en støvsuger
I 2019 delte de fire Kandis-medlemmer et udbytte på 800.000 kr.
I ledelsesberetningen lægger Johnny & co ikke skjul på, at coronaen har lammet dem og deres musikalske udfoldelser:
"Udbruddet af COVID-19 virussen og de indførte restriktioner har i betydelig grad påvirket årets aktiviteter og økonomiske udvikling. Selskabet har i regnskabsåret som følge af COVID19 virussen, og delvist nedlukning af Danmark, oplevet en markant omsætningsnedgang. Selskabet har gjort brug af de hjælpepakker, som myndighederne har iværksat for at understøtte erhvervslivet. Det samlede tab som følge af COVID-19 virus er opgjort til størrelsesorden 1.500.000 kr."
Trods det blødende regnskab har MusikEvent stadig penge på kontoen. Formuen er på over 3,5 mio. kr.