Kendte13. september 2022

Kæmpe shitstorm: Britney Spears fatshamer Christina Aguilera

Popsangerinden er landet i strid modvind efter bizart opslag, hvor hun hentyder til, at Christina Aguilera er tyk
Britney Spears er endt i en shitstorm.
Britney Spears er endt i en shitstorm.
 Foto: Ritzau Scanpix

Det kan godt være, at Britney Spears' mange fans har været loyale gennem sangerindens kamp for frigørelse, men loyaliteten har tilsyneladende en grænse.

Og den grænse går ved fatshaming.

I hvert fald er den 40-årige popstjerne blevet lagt noget nær for had efter et bizart opslag på Instagram.

I opslaget hentyder Britney Spears kraftigt til, at hendes sang-kollega Christina Aguilera og dennes backup-dansere er tykke.

- Jeg har fundet ud af, at der kun er én måde at se tynd ud på: Ved at hænge ud med folk, der er fede, står der på et billede, som sangerinden har delt.

Det er i teksten til billedet, at Britney Spears nævner Christina Aguilera som eksempel.

Hun skriver, at hun ville ønske, at hun i sin tid selv havde kunnet vælge sin backup-dansere, så hun kunne have virket tyndere.

- Altså hvis jeg havde haft Christina Aguileras dansere, ville jeg have set ekstremt lille ud. Hvorfor taler vi ikke om det?, skriver hun og fortsætter:

- Tror I ikke, at min selvtillid havde været en smule bedre, hvis jeg selv havde kunnet vælge, hvor jeg boede, hvad jeg spiste, hvem jeg ringede til og hvem der var på scenen med mig?!

Artiklen fortsætter under opslaget...

Christina Aguilera og Britney Spears på scenen i henholdsvis 2006 og 2007.
Christina Aguilera og Britney Spears på scenen i henholdsvis 2006 og 2007.
 Foto: Ritzau Scanpix

Britney Spears delte opslaget natten til tirsdag dansk tid, og det har i skrivende stund fået over 15.000 kommentarer, som hovedsageligt revser sangerinde for at kropsudskamme.

- Det her er virkelig ikke godt, skriver en fan for eksempel.

- Det her er så forkert. Der er meget mere ved livet end at se tynd ud, skriver en anden.

- Bodyshaming er virkelig ikke særlig fedt, lyder det fra en tredje, mens sangerinden i utallige kommentarer bliver opfordret til at slette opslaget igen.

- Åh, skat... slet det her, mens du stadig kan, skriver en fan for eksempel.

Britney Spears har endnu ikke kommenteret kritikken, ligesom hun endnu ikke har taget imod opfordringen til at slette opslaget.

Det kan derfor i skrivende stund stadig ses herunder:

Sponsoreret indhold