Kærligheden blomstrer for Selena Gomez og Benny Blanco
LÆS OGSÅ: Benny Blanco vil giftes med Selena Gomez: Jeg kan ikke forestille mig noget bedre
Selena Gomez har i den grad fundet kærligheden.
Den 31-årige popstjerne blev lørdag eftermiddag fotograferet i selskab med sin 36-årige producerkæreste Benny Blanco.
Det forelskede par havde spist på Hollywoodstjernernes favoritrestaurant Nobu i West Hollywood og havde tilsyneladende svært ved at holde fingrene fra hinanden, da de forlod restauranten.
Blanco gav den desuden hele armen som en rigtig gentleman, da han sørgede for at få placeret "Only Murders in the Building"-skuespilleren i bilen, hvorefter han plantede et kys på den forhenværende Disney-stjerne.
Benny Blanco har på intet tidspunkt lagt skjul på, hvor vild han er med Selena.
Da han i maj måned gæstede "The Howard Stern Show", indrømmede han endda, at han ser sig selv blive gift med "Single Soon"-sangerinden.
- Når jeg ser på hende, så kan jeg ikke forestille mig en verden, som kunne være bedre end det her, lød det blandt andet fra den forelskede hitproducer.
Selena Gomez har tidligere dannet par med popstjernen Justin Bieber og The Weeknd.
Gomez og Blanco begyndte at date i december sidste år, men parret har faktisk kendt hinanden i flere år. I 2019 lavede de sangen "I can't get enough", hvor de sammen optræder i musikvideoen.