Kendte13. januar 2021

Kaldte Zangenberg ko: Nu er hendes karakter en stor so

Instruktør Morten Urup kom i modvind i 2020, da han havde en fejde med skuespiller Julie Zangenberg
https://imgix.seoghoer.dk/julie_1_2.jpg
 (Foto: Kaspar Wenstrup)

Julie Zangenberg får en hård medfart i sæson to af webserien "GG Horsens".

Eller... det vil sige, at det gør hendes karakter Sandra, da det skal forklares, hvorfor hun er forsvundet lige op til finalen.

Alle karaktererne bliver enige om, at "Sandra" er en kæmpe so. Ifølge Christians Fuhlendorffs karakter er hun faktisk "soen over alle søer".

En replik, der minder meget om instruktør Morten Urups udtalelser i august 2020, da han skulle forklare, hvorfor Zangenberg ikke deltog i sæson to.

- Det var, hvad jeg selv synes, en sjov måde at behandle karakterens afgang på, siger han til SE og HØR.

32-årige Zangenberg havde ellers ifølge Morten Urup takket ja til at deltage i sæson to, men kort før optagelserne var aftalen faldet til jorden.

– Hvis man kender lidt til første sæson, så er Julie Zangenberg det, man kalder lidt en diva. Hun har nogle meget ekstreme krav og tænker meget højt om sig selv.

- For en måned siden kræver hun, at hendes bedste ven skal være fotograf på sæson to. Det siger vi nej til i produktionen, og pludselig kan Julie Zangenberg ikke se sig selv i serien mere, lyder det frustreret fra Morten Vogt Urup, som refererer til skuespilleren som "koen over alle køer" i podcasten "De danske guardians".

Instruktøren forsikrer dog om, at det er ment i sjov.

- Uanset hvad, skal man jo italesætte at karakteren er væk. Det er ikke Julie, der får slagene, det er hendes karakter - og de reagerer, som man ville gøre i virkeligheden. Der kan man bare se på de ting, der for eksempel bliver sagt om Astralis' (Danmarks mest succesfulde E-sportshold, red.) tidligere stjernespiller, som nu har forladt holdet.

- Der er ikke noget ondt i det. Jeg håber, at hun har noget selvironi i forhold til det, siger Morten Urup.

SE og HØR har forsøgt at få fat i Julie Zangenberg, men det har ikke været muligt før publicering.

Sponsoreret indhold