Kan det bliver skørere? Taylor Swift-fan sælger kontaktlinserne, som hun bar under koncert
Koncertbilletterne til Taylor Swift-turnéen ”Era Tour” blev ikke alene revet væk. De gik også for flere hundrede dollars, og mens Ticketmaster gik ned og skabte røre, blev bunkevis af fans skuffede efterladt tilbage uden billet.
Sidder man tilbage som indædt, men dog billetløs, Taylor Swift-fan, og har man 10.000 dollars på hånden, så kan man dog få kureret sin fomo - på en ganske sær måde.
På internettet – nærmere bestemt på genbrugssitet Depop – sælger en ganske entreprenant Taylor-fan nemlig nu sine brugte kontaktlinser, som hun bar under koncertbraget.
Det skriver Daily Mail.
Annoncen er siden blevet slettet, og ifølge nogle medier var det hele blot en joke. Af netop denne annonce, som nu blot findes som skærmbilleder på de sociale medier, fremgik det, at linserne naturligvis er ”brugte”, men at de ellers er i fremragende forfatning.
Den driftige Swift-fans opslag nåede naturligvis at gå viralt på de sociale medier, hvor folk mildest talt endnu en gang er helt på røven over, hvor vilde verdens såkaldte ”Swifties” er.
Med tilsyneladende ren og skær kærlighed skriver en Twitter-bruger - der også selv er tilknyttet fanbasen - eksempelvis:
– Swifties er så sindsforvirrede. Jeg elsker os så meget.
– Vi elsker en rigtig forretningskvinde, skriver en anden.
Ville rulle sig i glasskår for Taylor
Dog findes der andre afkroge af internettet, hvor folkestemningen bestemt ikke er helt så opmuntrende.
For flere brugere mener helt omvendt, at det er både ”pinligt”, ”underligt” og ”ulækkert”.
Det er en gammel historie, at Taylor Swift-fans er af en særlig støbning. Og det er især deres dedikation, der er af en anden verden.
En af dem reagerer på kontaktlinsehistorien ved at tagge sit store idol, før vedkommende skriver:
– Jeg har ingen personlighed ud over at være Taylor-fan. Jeg er så dedikeret, at jeg ville rulle mig selv i knust glas, hvis det var det, jeg skulle.
Selvom kontaktlinsesalget efter alt at dømme nok blot har været en spøg, så er det ikke ualmindeligt, at Swift-fans med stor velvillighed lægger store beløb for at opleve popstjernen.
I efteråret var billetterne til Taylors "Era Tour" oppe og kysse 158.000 gode danske kroner, da videresalg af billetterne skruede prisen op i svimlende højder, mens der opstod en slags "Hunger Games"-agtig tilstand blandt fans, der ville have fingrene i billetterne.
Til gengæld må man altså give dem én ting. De ved, at de får pondus for pengene.
Forleden, da Taylors Nashville-koncert var tæt på aflysning på grund af uvejr, og koncerten blev hele fire timer forsinket, spillede den 33-årige singer-songwirter helt frem til klokken to om natten for at nå igennem sit imponerende katalog af hits. Dét er altså også dedikation.