Kanye West bakker ud: Skal alligevel ikke være SoMe-chef
Tingene går konsekvent skævt for den 45-årige Kanye West for tiden, der i løbet af de seneste måneder har mistet både penge og forretningsaftaler.
Og nu er det så kommet frem, at den garvede ordsmed heller ikke skal købe det sociale medie Parler, selvom det tidligere var blevet bekræftet, at Kanye skulle være el jefe på den kontroversielle platform.
I oktober kunne selskabet oplyse, at de havde indgået en aftale med Kanye - eller Ye, som han officielt hedder - om at blive opkøbt af "Donda"-rapperen, men den aftale er nu droppet.
- Som svar på adskillige forespørgsler vil Parlement Technologies gerne bekræfte, at selskabet gensidigt er blevet enige med Ye om at opsige aftalen om salget af Parler, lyder det i en officiel udtalelse via Twitter.
- Denne beslutning blev truffet i begge parters interesse i midten af november.
Parler er som socialt medie ofte associeret med konservative, Donald Trump-vælgere, konspirationsteoretikere og højreekstremister. Mediet blev lanceret i august 2018 som et alternativ til Twitter og Facebook.
Vilde Hitler-udtalelser
Torsdag aften satte Kanye West mere eller mindre ild til sig selv, da han på live tv meddelte, at han var glad for Hitler og faktisk synes, at nazisterne var "lidt seje".
Det tyder dog ikke på, at det er disse udtalelser, der har spændt ben for Kanyes potentielle SoMe-eventyr.
Kanye Wests antisemitiske udtalelser
Ye, som vi kender som rapperen Kanye West, har delt skræmmende hadtale om det jødiske folk og blandt andet truet med at "gå death con på jødiske mennesker".
Derudover har han i Paris holdt et show med T-shirts med teksten "White lives matter". Det har skabt stor kritik og fået rapperen til at lange ud efter både moderedaktører og venner.
Siden har mærker som Balenciaga og senest Adidas droppet samarbejdet med multikunstneren, ligesom folkene bag musikeren og designerens egen dokumentar har forladt produktionen.
Til gengæld har rapperens tidligere antisemitiske udtalelser betydet, at samarbejdspartnere som Balenciaga og Adidas har opsagt deres ellers særdeles lukrative samarbejde med Yeezy-designeren.
Det har indtil videre haft store økonomiske konsekvenser for den Grammy-vindende musiker. Ifølge Forbes har Kanye nemlig mistet sin plads på milliardærlisten og står nu tilbage med sølle 400 mio. dollars.
I privaten går det heller just godt. Efter en lang og dramatisk skilsmisse fra realitydivaen Kim Kardashian, kom de sidste detaljer endelig på plads tidligere på ugen, og det er ikke så lidt, Kanye hver måned skal hive op af lommerne i børnebidrag.