Karen Gillan er gravid: Viser babybulen frem på den røde løber
LÆS OGSÅ: Fans undrer sig: Hvor er hans vielsesring?
Der er mange måder at afsløre på, at man er gravid.
”Doctor Who” og Marvel-stjernen Karen Gillan, 36, valgte at vise det frem til hele verden fredag aften i Toronto.
For netop i Toronto finder Toronto Film Festival sted i disse dage, og her er skuespilleren en af mange fornemme gæster på listen.
Men selv om alt fra Jennifer Lopez, Matt Damon, Florence Pugh og mange andre store stjerner også var at finde på fredagens røde løber, var det alligevel Karen Gillan som løb med meget af opmærksomheden.
Gillan troppede op i en yndig gul kjole, og her ville hun altså ikke længere skjule, at maven er vokset noget på det seneste.
Det er første gang, at Karen Gillan og hendes mand, Nick Kocher, kan se frem til at blive forældre.
Karen Gillan har tidligere afsløret, at det var hende, som sendte en besked til Nick Kocher på Instagram i håbet om at fange hans opmærksomhed.
Det endte dog ikke med et svar, og derfor drog hun til X for at sende endnu en besked.
Og noget må hun have gjort rigtigt her, for parret blev gift tilbage i 2022 i Skotland.
Fire år før brylluppet kom Gillan ind på emnet om at blive mor i Michael Rosenbaums podcast, og her lagde hun ikke skjul på, at hun havde planer om at få børn i fremtiden.
– Selvfølgelig. Jeg har brug for nogle små rødhårede børn, som løber rundt. Jeg vil helt klart have børn – det bliver sjovt.
– Jeg tror, at jeg ville være en god mor. Jeg føler, at jeg helt sikkert ville være god til at lege med dem og være ligesom dem.