Karsten Ree på operationsbordet
Karsten Ree skal under kniven.
Han har i flere dage rendt rundt med smerter i ryggen, efter at han med sin el-plæneklipper kolliderede med et træ.
- Jeg er på hospitalet og skal opereres. Vi må tales ved senere, siger han, da SE og HØR kontakter den snart 79-årige rigmand.
Karsten Ree blev i går onsdag hentet på sin bopæl i Vedbæk af en ambulance, efter at hustruen Janni Ree fandt ham på gulvet hylende som en stukket gris og med voldsomme smerter i ryggen. Meldingen fra Janni Ree var, at en nerve havde sat sit i klemme.
De senere år har Karsten Ree været en hyppig gæst på hospitalet.
Han er blandt andet ramt af vaskulær demens og kræft i blæren. Han er også blevet behandlet for grå stær og nethindeløsning på begge øjne. Desuden er begge hofter blevet skiftet ud.
Karsten Ree meldte i denne uge ud, at han trækker sig tilbage og overlader ansvaret for sit forretningsimperium til sine sønner.