Karsten Ree sælger Vedbæklund: Nu forklarer han hvorfor
LÆS OGSÅ: Janni Ree om Karsten Rees demens: – Den sygdom, jeg havde frygtet allermest
Den danske rigmand Karsten Ree har de sidste ti år været bosat i kæmpepalæet Vedbæklund, der ligger et stenkast fra Øresund.
Men tiden i millionpalæet kan dog meget snart være forbi. Karsten Ree har nemlig sat herligheden til salg, og nu forklarer han hvorfor.
– Det er sådan en erkendelse af, at man ikke er 50 år længere.
– På et tidspunkt bliver sådan nogle ting for store, og så tænker man, "det her orker jeg ikke længere." Vi er kun to mennesker. Så det er en konstruktiv løsning på sagerne, fortalte rigmanden, da SE og HØR mødte ham til "Vild med dans" fredag aften.
Det 527 kvadratmeter store millionpalæ, Vedbæklund, kom på markedet tilbage i september, men over for den fremmødte presse kunne Karsen Ree fortælle, at huset endnu ikke er solgt.
Men skulle hussalget pludselig tage fart, har han helt styr på, hvor han og forsidefruen Janni Ree skal flytte hen. For halvandet år siden kastede Karsten Ree nemlig en mindre formue efter en luksuslejlighed i Hellerup, som står klar til parret.
– Det er mindre omstændigt. Sådan en have, som jeg har, den er stor – 6300 kvadratmeter, der er meget arbejde forbundet med det. Og det gider man ikke og det kan man ikke, når man er sidst i 70'erne, som jeg er blevet nu.
Prisen for Vedbæklund er endnu ikke offentliggjort, men Karsten Ree betalte 70 millioner kroner for Vedbæklund tilbage i 2011, så mon ikke også, at boligen kræver en solid bankbog i dag.