Kasper Schmeichel smed bombe på pressemødet: Afslørede familieforøgelse
Midt i EM-travlhed er Kasper Schmeichel blevet far til en lille pige.
Det afslørede den 34-årige fodboldstjerne på pressemødet torsdag eftermiddag i Vilhelm Lauritzen Terminalen.
Det har ellers ikke umiddelbart været kendt i offentligheden, at Kasper Schmeichel gik og ventede på at blive far til efterhånden tre skønne unger, og nyheden om familieforøgelsen lod han da også mest af alt bare sive som en sidebemærkning foran de fremmødte journalister og fotografer.
- Vi var ikke klar til at komme hjem nu. Men det bliver dejligt at være sammen med sin familie, siger han, før han smider bomben:
- Jeg skal hjem og se min nyfødte datter. Hende har jeg ikke set meget til. Jeg glæder mig meget til at være sammen med familien.
Seks ugers savn
Målvogteren er godt gift med Stine Gyldenbrand, som heller ikke har delt nogle billeder eller detaljer om de lykkelige omstændigheder.
Der er gået omkring seks uger, siden Schmeichel og de øvrige landsholdsspillere har set noget til deres familie. Det skyldes ikke mindst den lukkede coronakreds, som de har befundet sig i i ugerne op til og undervejs i EM.
Af samme grund var det med stor begejstring, de vendte hjem til kærester, koner og børn, kort efter at have været igennem en obligatorisk coronatest ved indrejse i Danmark.
Glædeligt gensyn med datteren Isabella torsdag efter seks ugers fuldt EM-fokus (Foto: Mikael Rieck)
Ikke klar til at sige farvel
Og selvom glæden over at kaste sig i armene på familien igen var stor, så var det også med en smule ambivalens, at Kasper og de andre danske drenge skulle sige farvel til hinanden efter en mildest talt begivenhedsrig og helt særlig slutrunde.
- Mit bedste minde er det her land og den her trup. Det siger meget, at vi har været sammen i seks uger, men at vi stadig ikke er klar til at sige farvel. Den støtte, vi har fået, oplever du sjældent i dit liv. Det vil jeg tage med mig for evigt, sagde Schmeichel på pressemødet.
Kasper og Stine har i forvejen Max på 11 år og Isabella på otte. Sidstnævnte gik stolt med sin far fra stabens bus til terminalen og tilbage igen efter pressemødet, mens hun vinkede til de fremmødte fans.