Katherine Diez fanget i mulig svipser i ”I egen barm”: - Jeg er 99 procent sikker på, det aldrig er sket
LÆS OGSÅ: Nu kan Katherine Diez bookes
Katherine Diez’ bog ”I egen barm” kan næppe være gået manges næser forbi.
Den har taget Danmark med storm den seneste uges tid, og historierne bliver ved med at vælte ud om både sex, stoffer og utroskab.
Mediet Frihedsbrevet har også læst bogen, og de zoomer ind på en særlig detalje, der handler om Katherine Diez’ forhold med eksministeren Dan Jørgensen.
Eksministeren har ifølge Diez haft skarpe holdninger til de interviews, Diez har optrådt i, mens de var kærester.
Et af de interviews går tilbage til 2019, hvor Diez skal tale med en journalist fra Euroman på en café.
På side 156 i bogen står der følgende om mødet:
- Jeg kan ikke bruge vinen som undskyldning for, at jeg var bramfri og fik sagt nogle kontroversielle ting; jeg var bare mig selv. Jeg fyrede den af i det interview. Fortalte, at jeg ville leve et stort og spændende liv, at jeg ville have det hele og opleve alt og rejse til Washington med Dan og spise middag med præsident Trump, selvom jeg ikke ligefrem støttede ham.
SE og HØR har hevet fat i journalisten bag artiklen. Han hedder Espen Uldal.
Han genkender ikke, at Diez nogensinde har sagt noget om Donald Trump i deres samtale.
- Jeg er 99 procent sikker på, at hun aldrig har nævnt Donald Trump i vores to timer lange snak, fortæller han.
- Hvordan kan du være så sikker på det?
- Hun fortalte, at hun ikke nogensinde kunne forelske sig i en mand fra højrefløjen, og hun fortalte, hvor rød hun var. Hvis hun havde nævnt, at hun ville spise middag med Donald Trump, så havde jeg simpelthen kunnet huske det, og så var jeg også gået til hende, siger han og fortsætter:
- Men som sagt. Jeg er 99 procent sikker på, hun ikke nævnte ham.
Espen Uldal fortæller yderligere til SE og HØR, at han stadig er i besiddelse af den originale artikel - før den blev redigeret.
Den er ni sider lang, og på intet tidspunkt har Diez nævnt Donald Trump i den.
Det kunne derfor godt smage lidt af, at Diez i sin bog måske er kommet til at blande nogle ting sammen. For samtalen om middagen med Donald Trump og Dan Jørgensen har ifølge Espen Uldal kun eksisteret oppe i hendes eget hoved.
Det ville i så fald ikke være første gang, at Diez har haft lidt problemer med, hvad der er rigtigt og forkert.
Dengang fandt man ud af, at Katherine Diez havde plagieret i 13 ud af 94 tekster.
SE og HØR har rakt ud til Katherine Diez for at høre, hvad hun siger til Uldals udmelding. Hun har ikke svaret os.